De eksisterende anbefalinger for behandling af mundtørhed og hyposalivation er i vid udstrækning empiriske, idet erfaringsgrundlaget fra randomiserede interventionsstudier af høj kvalitet er begrænset. Desuden er langtidseffekten af de forskellige lokalbehandlinger, herunder effekten på tandsubstans og mundslimhinde, ikke videnskabeligt belyst. Behandling af den mundtørre patient kan bestå i spyterstatningsmidler eller, hvis patienten har resterende funktionelt spytkirtelvæv, produkter til stimulation af spytsekretionen. Denne stimulation kan foregå enten lokalt i mundhulen eller via systemisk påvirkning. Spyterstatningsmidlerne er som oftest vandeller oliebaserede og tilsat elektrolytter. Derudover er der tilsat stoffer, som øger viskositeten, samt stoffer, der fx virker antibakterielt eller bakteriehæmmende. Enkelte produkter indeholder desuden bovint colostrum, der indeholder en række proteiner, der også findes i humant spyt. Lokal stimulation af spytsekretionen foregår ved tilførsel af gustatoriske og mekaniske stimuli. I princippet vil alle typer af bolsjer, tyggegummi, sugetabletter og pastiller således have en stimulerende effekt. I relation til risikoen for at udvikle caries, der er forhøjet hos den mundtørre patient, er det dog væsentligt at anbefale produkter uden sukker. Ligesom produktets indhold af syre og dermed det erosive potentiale er af betydning i forhold til udviklingen af dentale erosioner. Systemisk stimulation af spytsekretionen er en specialistopgave, der bør foregå i samråd med patientens læge.