Metabolisk syndrom udgøres af en gruppe insulinresistensmedierede præmorbide tilstande, herunder øget taljemål, triglyceridniveau, blodtryk, fasteplasmaglukose og nedsat mængde high density lipoprotein-kolesterol, der tilsammen øger risikoen for udvikling af diabetes mellitus (DM) type 2 og hjerte-kar-sygdom. Diagnosen metabolisk syndrom, bruges som et screeningsværktøj til prædiktion af ovennævnte sygdomme, og tidlig diagnostik hos egen læge er derfor vigtig, hvis udviklingen af senkomplikationer skal minimeres. DM er den hyppigste endokrine sygdom og omfatter en heterogen gruppe af kroniske metaboliske sygdomme, og de mest prævalente er DM type 1 og 2. Trods forskellige ætiologiske faktorer deler DM type 1 og 2 symptomer, herunder hyperglykæmi, som opstår, såfremt patienternes insulinniveau er insufficient reguleret og medfører en række senfølger i form af mikro- og makrovaskulære komplikationer, og marginal parodontitis anses nu for at være en senfølge til DM. Behandling af DM tilsigter at normalisere blodglukoseniveauerne, hvilket opnås ved farmakologisk behandling og indlæring af sundhedsfremmende adfærd. Diabetes’ disponerende rolle for marginal parodontitis skyldes hyperglykæmis negative effekt i de gingivale bindevæv og kapillærerne heri, samt et ubalanceret værtsrespons ved kontakt med orale mikroorganismer. Disse forhold reducerer tilsammen vævenes helingspotentiale og modstandsdygtighed over for inflammationsmedieret vævsnedbrydning. Diabetikere oplever oftere xerostomi og Candida albicans infektioner, hvilket kan hænge sammen med nedsat spytflow samt ændring i spyttets sammensætning. Infektionerne kan påvirke den metaboliske balance; derfor er det vigtigt, at disse behandles.