Denne artikel giver en oversigt over de hyppigst anvendte ikkeresorberbare og resorberbare membraner samt metalnet, deres indikation og kliniske brug ved lateral opbygning af processus alveolaris udført enten før eller i forbindelse med implantatindsættelsen.
Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
For at reducere risikoen for biologiske og æstetiske komplikationer anbefales det, at implantatet placeres i en korrekt protetisk position og er omgivet af mindst 1-1,5 mm knogle. Som følge af de omfattende tredimensionelle ændringer af processus alveolaris i forbindelse med den fysiologiske remodellering efter tandtab er der ofte behov for lateral knogleopbygning af processus alveolaris enten før eller i forbindelse med implantatindsættelsen. Lateral knogleopbygning involverer i de fleste tilfælde principperne for styret knogleregeneration (Guided bone regeneration, GBR). Denne teknik indebærer, at knogledefekten isoleres/beskyttes med en mekanisk barriere, som vanligt kaldes for en membran, der hindrer indvækst af det hurtigere prolifererende omkringliggende blødtvæv, således at knogledannende celler kan vokse ind i den isolerede/beskyttede defekt. Denne artikel giver en oversigt over de hyppigst anvendte ikkeresorberbare og resorberbare membraner samt metalnet, deres indikation og kliniske brug ved lateral opbygning af processus alveolaris udført enten før eller i forbindelse med implantatindsættelsen. Endvidere fokuseres på håndtering af komplikationer og de kliniske resultater.
Klinisk relevans:
Styret knogleregeneration (Guided bone regeneration, GBR) kan anvendes ved lateral opbygning af processus alveolaris enten før eller i forbindelse med implantatindsættelsen:
Ved små knogledefekter kan GBR udføres i forbindelse med implantatindsættelsen. I de tilfælde anbefales det som hovedregel, at der anvendes naturlige kollagenmembraner i kombination med et knogletransplantat og/eller knogleerstatningsmateriale. Disse membraner er lette at håndtere klinisk. Endvidere er betydelige komplikationer sjældent rapporteret.
Ved større knogledefekter eller defekter med et reduceret antal knoglevægge er der behov for en længere helingsperiode. I de tilfælde anbefales som hovedregel brug af ikkeresorberbare membraner enten med eller uden et knogletransplantat og/eller knogleerstatningsmateriale.
Eksponering af membranen er en relativt hyppigt forekommende komplikation i forbindelse med GBR, som i de fleste tilfælde medfører kompromitteret knogleregeneration. Det er dog sjældent, at behandlingen totalt mislykkes.
forfattere
Andreas Stavropoulos
professor, dr.odont., ph.d., specialist i parodontologi, Afdeling for Parodontologi, Odontologisk Fakultet, Malmö Universitet, Malmö, Sverige
Bjarne Klausen
klinisk lærer, dr. et lic. odont., Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Søren Schou
specialtandlæge, dr.odont., ph.d., privat praksis, Aarhus


