Malign hypertermi. Et patienttilfælde fra privat specialtandlægepraksis

Udvikling af malign hypertermi i relation til tandbehandling i generel anæstesi er sjældent forekommende, og hurtig identifikation og adækvat behandling er afgørende, konkluderer forskere i denne kasuistik.

Kasuistik

DATO:

Dansk

English

Baggrund – Livstruende tilstande i forbindelse med behandling i generel anæstesi er sjældent forekommende. Malign hypertermi er en af de mest livstruende tilstande, som kan opstå i relation til behandling i generel anæstesi. 

Patienttilfælde – En 12-årig pige udviklede i forbindelse med behandling i generel anæstesi malign hypertermi. Tilstanden blev identificeret hurtigt, og adækvat behandling blev iværksat involverende bl.a. afkøling med håndklæder vædet i sprit og koldt vand samt intravenøs behandling med Dantrolen. Patienten blev stabiliseret og overført i intuberet tilstand til Aarhus Universitetshospital med henblik på videre behandling. Hun blev udskrevet efter 16 dage. Efterfølgende havde hun gener i form af træthed og hovedpine ved langvarig fysisk aktivitet. Disse symptomer er i dag aftaget betydeligt. Hun er således i dag meget lidt generet heraf og har en helt normal hverdag. 

Konklusion – Udvikling af malign hypertermi i relation til tandbehandling i generel anæstesi er sjældent forekommende. Hurtig identifikation og adækvat behandling er afgørende. Forundersøgelse før tandbehandling i generel anæstesi bør have speciel fokus på tidligere og aktuel almensygdom, herunder eventuelle familiære komplikationer i relation til tidligere behandling i generel anæstesi. Endvidere bør tandbehandling i generel anæstesi udelukkende foretages i de tilfælde, hvor det ikke vurderes muligt at gennemføre behandlingen i lokalanalgesi, eventuelt kombineret med vågen sedering.

Klinisk relevans:

Livstruende tilstande i relation til tandbehandling i generel anæstesi forekommer sjældent. Malign hypertermi er en af de mest livstruende tilstande, som kan opstå i forbindelse med behandling i generel anæstesi. Forundersøgelse før tandbehandling i generel anæstesi bør derfor have speciel fokus på tidligere eller aktuel almensygdom, herunder eventuelle komplikationer i relation til tidligere behandling i generel anæstesi samt familiære dispositioner. Selvom udvikling af malign hypertermi i forbindelse med tandbehandling i generel anæstesi er sjældent forekommende, bør tandbehandling i generel anæstesi udelukkende foretages i de tilfælde, hvor det ikke vurderes muligt at gennemføre behandlingen i lokalanalgesi, eventuelt kombineret med vågen sedering.

info

Nr. 12 | 2022

info

Nr. 12 | 2022

forfattere

Søren Schou

specialtandlæge, dr.odont., ph.d., privat praksis, Aarhus

Klaus Glahn

speciallæge i anæstesiologi, overlæge, Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling, Herlev Hospital

Stig Isidor

ledende specialtandlæge, specialtandlæge i ortodonti, Skanderborg Kommunale Tandpleje

Brian Lerche

speciallæge i anæstesiologi, MS, MPA, Brøndby Strand