Denne oversigtsartikel beskriver holdbarhed af fyldninger i dagens plastbaserede materialer og bygger frem for alt på randomiserede kontrollerede (RCT)-studier. Langtidsundersøgelser af adhæsive systemer viser en kontinuerlig degradering af samtlige adhæsiver. I korttidsundersøgelser viser nyere selvætsende bindingssystemer lige så god klinisk retention som ”etch-andrinse”- adhæsiver i Klasse V-læsioner. Holdbarhed af omlagte amalgamfyldninger har længe været bedre end for plastfyldninger, men nye longitudinelle studier viser i mange tilfælde en holdbarhed for plast, som kan sidestilles med amalgam. De almindeligste årsager til omlægning af kompositfyldninger er sekundær caries og fraktur af fyldningsmateriale. Cariesrisikopatienter har vist signifikant højere risiko for at få sekundær caries i relation til plastfyldninger sammenlignet med amalgamfyldninger. Plast til restaurering af fortandshjørner viser sammenlignet med kompomer og resinmodificeret glasionomercement den højeste gennemsnitlige levetid (10 år). Der findes ikke evidens for, at kondenserbare, fiberforstærkede eller lavt skrumpende plastmaterialer har bedre klinisk effekt end konventionelle hybride plastmaterialer. Posteriore plastfyldninger med eller uden flowplast i den cervikale del af de approksimale kasser viser samme frekvens af vellykkede fyldninger i undersøgelser af op til syv års varighed. En plastfyldning udført med et godt materiale og en god fyldningsteknik har i dag mindre end 2 % mislykkede pr. år i 3-5-års studier. Faktorer som operatørens manuelle færdigheder og patientens cariesrisiko og parafunktioner har klart større betydning for fyldningens holdbarhed end plastmaterialets kontraktionsstress.