Når klinikeren står over for en patient med én eller flere kompromitterede/dubiøse tænder, eller hvor der er tandmangel, må der træffes flere og ofte svære valg omkring behandlingen. Behandlingsvalget skal basere sig på videnskabelig evidens i det omfang, denne findes, men behandlerens erfaring og kliniske skøn vil også have betydning. Desuden skal patienten altid inddrages i beslutningsprocessen. I nærværende artikel diskuteres nogle af de faktorer, der kan have indflydelse på valget mellem traditionel protetik (defineret som tandforankret fast protetik og tand- og/eller slimhindeunderstøttet aftagelig protetik) og implantatbaseret protetik, når patienten har behov for en protetisk rehabilitering af tandsættet. Etiske aspekter i den forbindelse berøres ligeledes. Kendskab til prognose og komplikationsrisici for de forskellige behandlinger er nødvendigt. Endvidere vil generelle forhold hos patienten, såsom medicinske forhold, alder, økonomi, præferencer (hos patient og behandler) og kompetencer samt lokale forhold (tandstatus, interdental afstand, kæberelationer, knoglekvantitet og -kvalitet) spille ind på behandlingsvalget. Målet med den protetiske behandling – uanset om implantater eller traditionel protetik vælges – må være at rehabilitere patienten så effektivt som muligt med færrest mulige indgreb og risici.