Implantatbehandling af den medicinsk kompromitterede patient

Oversigtsartikel

DATO:

Dansk

English

Der mangler stadig megen viden om, hvordan en række medicinske tilstande påvirker implantat-behandling. Derfor er evidensniveauet bag de anførte retningslinjer langtfra lige højt, og for en række medicinske tilstande savnes evidens, eller den er begrænset til kasuistikker og ekspertudsagn. Formålet med oversigtsartiklen var at beskrive hyppigt forekommende medicinske tilstande, som kunne tænkes at have en indflydelse på forløbet og resultatet af implantatbehandling samt angive nogle retningslinjer for, hvordan man skal forholde sig over for implantatbehandling ved udvalgte medicinske tilstande. Undersøgelsen tog udgangspunkt i en række publicerede systematiske oversigtsartikler samt nyere artikler omhandlende medicinske tilstande, som teoretisk set kunne kompromittere implantatbehandling eller forløbet af denne. Implantatbehandling på patienter med osteoporose kan foretages, også selvom de har været i peroral bisfosfonatbehandling (BF) i under fem år. Implantatbehandling på patienter i højdosis i.v.-BF er umiddelbart kontraindiceret. For patienter i antitrombotisk behandling, hvor INR-værdien og risikoen for blødning er høj, bør implantatbehandling ikke foretages, førend en specifik seponeringsplan er udarbejdet og vurderet. Implantatbehandling for patienter i igangværende stråle- eller kemoterapi er også kontraindiceret, og det anbefales, at disse patienter efterfølgende kun implantatbehandles af specialister og informeres om den øgede risiko for komplikationer ved implantaterne. Implantatbehandling på patienter med velkontrolleret diabetes kan udføres, men der er rapporteret en øget forekomst af peri-implantitis hos denne patientgruppe i forhold til patienter uden diabetes

info

Nr. 1 | 2010

info

Nr. 1 | 2010

forfattere

Klaus Gotfredsen

professor, odont.dr., Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

Morten Schiødt

overtandlæge, specialtandlæge, dr.odont., Tand- Mund-Kæbekirurgisk Klinik, Rigshospitalet