Undersøgelserne viser, at kosten både blandt børn og voksne indeholder en større mængde af grøntsager og fisk i 2011-13 end i 2003-08, og kostens indhold af federe mælkeprodukter er mindsket, mens de fedtbegrænsede varianter er øget.
Fokusartikel
DATO:
Dansk
English
Spiser danskerne sundt?
Danskernes indtag af fødevarer og næringsstoffer kan vurderes på basis af bl.a. den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysisk aktivitet. Undersøgelsen gennemføres blandt 4-75-årige danskere, som registrerer deres indtag af fødevarer i en uge. Den seneste undersøgelse
2011-13 viser, at sammensætningen af kostens indhold af fødevarer og næringsstoffer har ændret sig siden 2003-08 i såvel positiv som negativ retning.
I de observerede ændringer over tid skal der tages forbehold for, at deltagere med kort uddannelse i 2011-13 udgør en mindre del af populationen end i 2003-2008, hvorved positive ændringer kan overfortolkes, mens en negativ udvikling kan underfortolkes.
Undersøgelserne viser, at kosten både blandt børn og voksne indeholder en større mængde af grøntsager og fisk i 2011-13 end i 2003-08, og kostens indhold af federe mælkeprodukter er mindsket, mens de fedtbegrænsede varianter er øget. Desuden er der sket et fald i de sukkersødede sodavand. Samtidig er kostens indhold af kartofler og rugbrød faldet, mens indholdet af kød og kødprodukter er steget. Ydermere er der sket et mindre fald i kostens indhold af frugt og grove, fiberrige grøntsager.
Når kosten vurderes i forhold til de officielle kostråd, er det tydeligt, at mange danskere fortsat spiser for usundt.
Klinisk relevans:
Kosten spiller en betydelig rolle for udvikling af overvægt og kostrelaterede livsstilssygdomme som type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kræft. For at forbedre befolkningens kostmæssige sundhed er viden om befolkningens kostvaner og fysiske aktivitetsniveau nødvendig.
Gennem denne viden kan potentielle sundhedsmæssige problemer i befolkningen identificeres, og initiativer for at støtte sundhedsfremmende kostvaner kan igangsættes.
forfattere
Sisse Fagt
seniorrådgiver, cand.brom., DTU Fødevareinstituttet
Agnes N. Pedersen
seniorrådgiver, cand.med., ph.d., DTU Fødevareinstituttet

