Histopatologien har givet klinikeren en forståelse af, hvordan carieslæsionen spreder sig i emaljen langs med emalje-dentin-grænsen og videre ind i pulpa-dentinorganet, hvilket har dannet teoretisk grundlag for valg af behandlingstype (nonoperativ eller operativ). Særligt er viden om det dybe cariesangreb blevet yderst relevant, idet der er en øget international interesse for brugen af pulpabevarende behandlinger som fx den selektive og den gradvise ekskaveringsmetode som et alternativ til rodbehandling ved meget fremskredne cariesangreb. I en nylig forsvaret ph.d.-afhandling blev der gjort nogle opsigtsvækkende basalbiologiske fund ved en nærmere undersøgelse af ubehandlede ekstremt dybe carieslæsioner; udover tilstedeværelsen af brusk og pulpapolypper blev der fremsat den hypotese, at det måske ville være muligt at benytte forekomsten af radiologisk synlig intrapulpal mineralisering som en indikator for pulpaskade. Kunstig intelligens (AI) inden for cariesforskning har særligt omhandlet diagnostik og behandlingsvalg. Som bruger er det dog vigtigt at være bevidst om begrænsninger i AI-teknologien, og at algoritmerne inden for AI hele tiden skal underlægges ”træning”, hvorved den nyeste forskning kan inddrages. Der er eksempler på, at AI både kan foreslå overbehandling, men også anbefale forebyggende koncepter som fx undgåelse af pulpaperforation.