Tænderne er blevet beskrevet som kroppens fartskrivere. Dette skyldes, at både genetiske forandringer, autoimmune tilstande, tandtraumer, diverse somatiske tilstande, ydre faktorer og miljø kan påvirke amelogenesen og dentinogenesen. Dentale udviklingsforstyrrelser i de hårde tandvæv bør derfor udredes bredt, da de kan have sammenhæng med både sygdom og syndromer. Et syndrom kan have en genetisk eller ikkegenetisk årsagssammenhæng og kan medføre dentale udviklingsforstyrrelser i de hårde tandvæv – emalje og dentin. Det er vigtigt, at man i tandplejen identificerer mulige sammenhænge mellem dentale udviklingsforstyrrelser og eventuelle ekstraorale symptomer og fund. Det er vigtigt at se ”hele individet” for at kunne opdage eventuelle sammenhænge, idet man dermed kan bidrage til diagnostik af syndromer. Eksempler er autoimmunt polyendokrint syndrom type 1 (APS1) og cøliaki, tricho-dento-ossøst syndrom og hypofosfatasi. Som tandlæge bør man forstå betydningen af systematik ved diagnosticering og tværfagligt samarbejde samt i forbindelse med de vurderinger, man må foretage, før man eventuelt rekvirerer genetiske analyser. Mange patienter vil have behov for individuelt tilpasset opfølgning og behandling hele livet, og tidlig diagnostik er vigtig for at kunne yde den bedste behandling på såvel kort som livslangt sigt for det enkelte individ.