Forekomst af tanderosioner hos en gruppe danske 12-17-årige

Oversigtsartikel

DATO:

Dansk

English

Introduktion – For at få et overblik over hyppigheden og sværhedsgraden af tanderosioner blandt unge i Frederiksberg Kommune blev der i 2007 udført en registrering af syreskader på de unges tænder. Materiale og Metode – Undersøgelsen omfattede 2.151 børn og unge i 12-17-årsalderen med bopæl på Frederiksberg. Tændernes emalje blev registreret af barnets og den unges vanlige tandlæge eller tandplejer. Det anvendte erosionsindeks angav emaljens tilstand ved: 0, sund emalje; 1, erosioner i emaljen; 2, enkelte steder små dentinblottelser; 3, store udbredte dentinblottelser. Resultater – 14,6 % af børn og unge havde mindst én tand med erosioner. Den alvorligste type erosioner med store områder blottet dentin ses hos fem deltagere (0,2 %). Der ses en tydelig stigning af forekomst af erosioner med stigende alder. Endvidere ses en signifikant forskel mellem forekomsten hos piger og drenge i 15-16-års-alderen (P < 0,01). Blandt drengene havde 225 (20,7 %) erosioner af forskellig sværhedsgrad. Blandt pigerne havde 88 (8,3 %) erosioner af forskellig sværhedsgrad. I 15-årsalderen havde hver tredje dreng erosioner af varierende sværhedsgrad af mindst én tand. Alle fem deltagere med erosioner af den alvorligste type var drenge. Konklusion – Undersøgelsens resultater viser, at der er en stor forekomst af syreskader på de unges tænder. Resultaterne dokumenterer relevansen af yderligere udredning af de ætiologiske årsager samt udvikling af målrettede forebyggelsesprogrammer, der skal anvendes senest fra 12-års-alderen og især være rettet mod drengene.

info

Nr. 9 | 2009

info

Nr. 9 | 2009

forfattere

Lene Munk Esmark

forhenværende overtandlæge, Frederiksberg Kommunes Tandpleje