Cancer er den næsthyppigste dødsårsag i den vestlige verden, med fortsat vækst i antal tilfælde pr. år. I Danmark blev der i 2004 behandlet 78.801 personer for cancer, og af disse modtog 13.840 cytostatisk kemoterapi. Cancer defineres ud fra tre parametre: 1) cancercellens evne til autonom vækst, 2) tumors evne til invasiv vækst i omgivende væv og 3) tumors evne til at metastasere til fjernereliggende områder enten via blodbanen eller lymfekarrene. Flere faktorer kan prædisponere for udvikling af cancer, bl.a. tobak, alkohol, sollys, ioniserende stråling, visse kemikalier, genetiske faktorer og visse virussygdomme. Cancer behandles med kirurgi, strålebehandling og kemoterapi eller en kombination af disse. Kemoterapeutika er designet til at destruere celler med høj turnover og omfatter flere forskellige typer cellegifte. Disse virker ved at påvirke cellecyklus og cellens struktur, ved at ødelægge fx DNA, RNA, proteiner og cellemembraner, hvorefter cellen ikke længere er i stand til at dele sig. Herved rammes specielt de maligne celler, der er karakteriseret ved autonom og uhæmmet celledeling. En bivirkning ved kemoterapi er, at også sunde celler med hurtig turnover rammes, fx røde og hvide blodceller i knoglemarven. Dette vil kunne have fatale konsekvenser ved ubehandlede infektiøse tilstande. Fibroblaster og epitelceller i mundslimhinden og i mave-tarm-kanalen rammes ligeledes. Der ses derfor ofte bivirkninger i mundslimhinden i form af mucositis, infektioner med svampe, bakterier og virus i forbindelse med kemoterapi. Af ovennævnte grunde gives kemoterapi derfor ofte med nogle ugers mellemrum, for at normale celler kan nå at regenerere i pauserne. Målet med kemoterapi er komplet destruktion af alle tumorceller.