Nærværende artikel gennemgår de mekanismer, der ligger til grund for fødevareallergi og -intolerance, de relaterede symptomer og orale manifestationer samt udredning og behandling af disse tilstande.
Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
Der findes ingen eksakte tal for forekomsten af fødevareallergi i den danske befolkning. Den kumulerede forekomst af fødevareallergi hos børn i de første tre leveår skønnes at være på 7-8 %, hvoraf hovedparten vokser sig fra det. Punktprævalensen af diagnosticeret fødevareallergi hos voksne er 3 %.
Det er ofte almindelige fødevarer, som udløser allergiske reaktioner, fx æg, mælk, nødder, skaldyr, jordnødder og frisk frugt. Krydsreaktioner er den mest almindelige fødevareallergi hos større børn og voksne. Pollenallergikere udgør her en særlig risikogruppe, idet op til halvdelen reagerer allergisk på visse typer af frisk frugt og grøntsager, hvilket kan udløse oralt allergisyndrom. Krydsreaktioner kan potentielt også udløses i forbindelse med tandbehandling som følge af eksponering for de forskellige materialer, der anvendes i tandlægepraksis.
Det er væsentligt at skelne mellem fødevareallergi og fødevareintolerance. Ved fødevareallergi aktiveres immunsystemet via et IgE-medieret respons. Fødevareintolerance er derimod en form for hypersensibilitet over for et eller flere fødeemner, enten pga. manglende nedbrydning i mave-tarm-kanalen som fx ved laktoseintolerance eller pga. en autoimmunbetinget inflammation i tarmen som ved cøliaki. Den præcise forekomst af fødevareintolerance kendes ikke, men skønnes at være lavere end for fødevareallergi. De mest almindelige former for fødevareintolerance er laktoseintolerance og cøliaki. Udiagnosticeret og ubehandlet kan disse tilstande medføre malabsorption og dermed orale manifestationer som bl.a. emaljedefekter og aftøs stomatitis.
Nærværende artikel gennemgår de mekanismer, der ligger til grund for fødevareallergi og -intolerance, de relaterede symptomer og orale manifestationer samt udredning og behandling af disse tilstande.
Klinisk relevans:
Fødevareallergi og fødevareintolerance kan give anledning til orale symptomer og manifestationer. Da begreberne ofte bruges i flæng, er det vigtigt, at tandlægen er opmærksom på, at der er tale om tilstande med forskellig ætiologi. Tandlægen skal være opmærksom på de forskellige allergityper, og hvilke potentielle krydsreaktioner der kan have betydning for tandlægebehandlingen, fx latex. Tandlægen skal ligeledes være opmærksom på, at visse orale symptomer og manifestationer kan være forbundet med fødevareintolerance, og en viden om dette kan være afgørende for iværksættelse af udredning af tilstanden.
forfattere
Kristine Røn Larsen
adjunkt, ph.d., Oral Patologi & Medicin, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Ann-Kristine Elmholdt Juncker
tandlæge, Oral Patologi & Medicin, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Anne Marie Lynge Pedersen
professor, tandlæge, ph.d., Oral Patologi og Medicin, Sektion for Oral Biologi og Immunpatologi, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

