Tandlæger skal i dag være parat til at føre etiske/moralske diskussioner på tværs af kulturgrænser uden en accepteret etisk målestok. Udviklingen har i øvrigt ændret det etiske virkefelt fra tidligere tiders udtalte paternalisme til nutidens fokusering på patientautonomi. Autonomi stiller imidlertid krav til patientens viden og forståelse, og ikke alle patienter har muligheder for at opfylde disse krav. Det gælder fx såvel for den sprogligt hæmmede som for den demente patient. Respekten for individets autonomi indebærer også andre konflikter, specielt når patientens ønsker går på tværs af sundhedshensyn. Forskellig fortolkning af faglige og individuelle forhold indebærer en naturlig variation i behandlingsforslag, en variation, der undertiden kan vise sig at være meget betydelig. Tandlægens mulighed for at påvirke behandlingsvalget kan dog indebære, at irrelevante forhold påvirker behandlingen, og som resultat kan over- eller underbehandling tænkes at opstå. I tilfælde, hvor vi opdager, at kolleger ikke lever op til de faglige normer, er det vigtigt at medvirke til forbedring af de berørte patienters situation. Det bør ske ved direkte kontakt til den pågældende kollega, men ikke i alle situationer er dette lige let.