Endokroner som alternativ restaurerende behandling til stiftretinerede kroner ved rodbehandlede tænder

Formålet med dette systematiske review er at beskrive endokroner som alternativ restaurerende behandling til stiftretinerede kroner ved rodbehandlede tænder.

Oversigtsartikel

DATO:

Dansk

English

Introduktion – Formålet med dette systematiske review er at beskrive endokroner som alternativ restaurerende behandling til stiftretinerede kroner ved rodbehandlede tænder. Den nyeste litteratur er systematisk gennemgået for at afdække følgende: 1) Proceduren bag fremstillingen, herunder præparation og materiale, 2) Fordele og ulemper forbundet med endokroner sammenholdt med stiftretinerede kroner og 3) Evidensen for endokroner i in vivo-studier. 

Materiale og metode – Søgningen i PubMed resulterede i 132 artikler. Heraf blev 36 studier frasorteret, da disse var ældre end fem år. Derefter blev 96 studier screenet på baggrund af titel og abstract ud fra in- og eksklusionskriterier. I alt 21 artikler blev inkluderet. 

Resultater – Resultaterne af in vitro-studierne viste, at endokronen udviste højere frakturstyrke og lavere andel af katastrofale frakturer med 1 mm ferrule, 2 mm ekstension i pulpakammeret og ingen ekstension i rodkanalen. Endokronens okklusaltykkelse var afhængig af materialevalget. Zirkonia udviste de bedste mekaniske egenskaber sammenlignet med lithiumdisilikat og leucitforstærket glaskeramik. Endokronen udviste forøgede mekaniske egenskaber samt lavere incidens af brud i den posteriore region sammenlignet med den stiftretinerede krone. Den stiftretinerede krone udviste derimod de bedste mekaniske egenskaber i den anteriore region. Generelt er andelen af kliniske studier om endokroner begrænset. De kliniske studier viser gode resultater for endokroners succes- og overlevelsesrate. Dog er studierne ikkerandomiserede kohortestudier og alle præget af en høj risiko for bias, hvorfor resultaterne er inkonklusive. 

Konklusion – In vitro-studierne viser, at endokroner potentielt kan være en alternativ restaurerende behandling til den stiftretinerede krone i den posteriore region. Der mangler dog generelt randomiserede, kontrollerede studier, der sammenligner succes- og overlevelsesrate af endokroner med stiftretinerede kroner. 

Klinisk relevans:

I dag anbefales kronebehandling af rodbehandlede tænder for at øge prognosen og overlevelsen af disse tænder. Hidtil har man behandlet rodbehandlede tænder med konventionelle kroner og afhængigt af resttandsubstans anvendt makromekanisk retention i form af henholdsvis plastisk opbygning, plastisk opbygning med præfabrikeret stift eller støbt stift. Nyere adhæsive teknikker har gjort det muligt i højere grad at anvende mikromekanisk retention fremfor makromekanisk retention, hvilket har muliggjort endokroner. Endokronen er en helkeramisk krone, der makromekanisk forankres i pulpakammeret og mikromekanisk forankres gennem adhæsive teknikker. Fordelene ved endokronen er: ingen risici ved stiftudboring, nemmere at tilgå kanaler i tilfælde af revision, lavere økonomisk udgift for patienten samt tidsbesparende grundet færre behandlingstrin.

info

Nr. 7 | 2022

info

Nr. 7 | 2022

forfattere

Frederikke Vittrup Sanderhoff Olsen

tandlæge, Amagerbro Tandklinik

Agnes Kristine Stærkær Justesen

tandlæge, Tandlægerne i Parken

Mandana Hosseini

adjunkt, ph.d., Afdelingen for Oral Rehabilitering, Odontologisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet