Tandrestaureringsmaterialer indeholder en mængde forskellige stoffer med ulige biologiske egenskaber. I mundhulen udsættes materialerne for både mekaniske, kemiske, mikrobielle og enzymatiske påvirkninger, og substanser kan frigives fra materialerne. Frigivne substanser kan medføre biologiske effekter i mundslimhinden, eller de kan absorberes og distribueres systemisk og give generelle reaktioner.

I artiklen diskuteres biologiske mekanismer, som kan have betydning for frigivelse af stoffer fra polymerbaserede tandrestaureringsmaterialer, samt de biologiske konsekvenser på celleniveau. Endvidere diskuteres mekanismer for mulige kliniske konsekvenser af eksponering for frigivne stoffer med fokus på overfølsomhed, allergi og toksicitet.

Patienter med reaktioner, som antages at være relaterede til tandmaterialer, bør gennemgå en systematisk udredning. Allergisk kontaktmucositis kan fx forekomme hos patienter med allergi overfor guld, som samtidig har restaureringer, der indeholder guld. Ved kontaktallergiske læsioner i mundslimhinden, fx lichenoid kontaktlæsion, er det indiceret at udskifte det materiale, som patienten reagerer på.

Artiklen giver kliniske råd om, hvordan risikoen for bivirkningsreaktioner kan minimeres, samt om, hvordan reaktioner mod tandrestaureringsmaterialer rapporteres.