Oversigtsartikel
DATO:
Dansk
English
Formålet med denne undersøgelse var at vurdere brugen af Cone Beam Computer-tomografi (CBCT) til diagnostik af periapikale læsioner. En søgning i MEDLINE (PubMed) blev foretaget for at identificere studier, publiceret i perioden januar 2000 – juli 2013, der vurderede brugen af CBCT til diagnostik af periapikale læsioner. En kombination af følgende søgeord blev anvendt: (apical pathology OR endodontic pathology OR periapical OR lesion OR healing) AND (CBCT OR cone beam CT). Søgningen var begrænset til engelsksprogede artikler. Studierne blev registreret og kategoriseret på en 6-trinsskala. I alt 25 studier blev inkluderet. Af de inkluderede artikler var 20 humane studier (14 in vivo, seks ex vivo), mens fem var dyrestudier (fire in vivo, et ex vivo). I 12 studier blev der anvendt en såkaldt Gold Standard til verificering af diagnosen. Af disse 12 anvendte fire histologisk undersøgelse som Gold Standard. Ud fra den tilgængelige litteratur kan det konkluderes, at der diagnosticeres flere periapikale læsioner med CBCT end med konventionelle røntgenmetoder. Samtidig ses en tendens til øget diagnostisk rigtighed ved brugen af CBCT til diagnostik af periapikale læsioner. Den tilgængelige information er endnu ikke tilstrækkelig til, at man kan anbefale brugen af CBCT som standardmetode til diagnostik af periapikale læsioner. Endvidere savnes undersøgelser, der viser, at anvendelsen af CBCT har betydning for, hvilken behandling en patient modtager, og om patienten i sidste ende har gavn af en CBCT-undersøgelse.
forfattere
Casper Kruse
tandlæge, Sektion for Oral Radiologi, Institut for Odontologi, Health, Aarhus Universitet, og tandlæge i privat praksis
Ann Wenzel
professor, dr.odont. ph.d., Section of Oral Radiology, Department of Dentistry, Aarhus University
Rubens Spin-Neto
Lektor, tandlæge, ph.d., Sektion for Oral Radiologi, Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet, Aarhus
Lise-Lotte Kirkevang
lektor, dr.odont., ph.d., Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Health, Aarhus Universitet

