Sekundær artikel
DATO:
Dansk
English
Tænderskæren stimulerer hjernen mere end knyttede næver
Under anvendelse af funktionel magnetisk resonansbilleddiagnostik sammenlignedes den cerebrale aktivitet hos 14 forsøgspersoner med let knyttede hænder og under let tænderskæren for at få mere information om de centrale procesmekanismer bag bruksisme (tænderskæren) i vågen tilstand. Statistiske sammenligninger med subtraktion af baseline anvendtes til at identificere hjerneområder med signifikant hjerneaktivering, når forsøgspersonerne henholdsvis knyttede deres hænder og skar tænder. Forsøgspersonerne evaluerede selv på en VAS-skala (1- 100) den kraft, de lagde i at knytte hænder og skære tænder efter funktionel magnetisk resonansbilleddiagnostik. Bilateralt let knyttede hænder aktiverede bilateralt den sensomotoriske cortex signifikant, mens let tænderskæren kunne associeres med signifikant aktivering af såvel den sensomotoriske cortex bilateralt som supplementært motorisk område, den dorsolaterale præfrontale cortex og den posteriore parietale cortex. Forsøgspersonernes VAS-evalueringer af anvendt kraft til at knytte hænderne og til at skære tænder var ikke signifikant forskellige. Da let tænderskæren aktiverer vidt udbredt kortikalt netværk sammenlignet med let knyttede hænder, antager vi, at tænderskæren foranlediger en mere kompleks cerebral aktivitet end den aktivitet, der forårsages af knyttede hænder. Den kliniske betydning af disse resultater er endnu ukendt, men kunne være relaterede til tilbøjeligheden til at udløse tænderskæren i vågen tilstand.

