Cariesforekomsten bliver oftest målt klinisk ved DMF, dvs. summen af carierede, mistede og fyldte tænder eller flader. På trods af visse svagheder er det den metode, der giver bedst mulighed for sammenligninger af befolkningsgrupper over tid, sted, alder, etnicitet, socialgruppe etc., og metoden anbefales derfor fortsat af WHO. Et nyere sygdomsmål for odontologiske lidelser er individets egen vurdering af, om tandforhold har en indvirkning på livskvaliteten. Caries og carieserfaring ser generelt ikke ud til at have nogen særlig betydning for voksne personers livskvalitet, medmindre caries medfører tandtab og manglende funktion. I disse tilfælde er den oralt relaterede livskvalitet imidlertid et relevant sygdomsmål. Blandt børn og unge i Danmark er cariesforekomsten reduceret til et minimum, målt ved gennemsnitligt DMF. Desuden er der flere og flere børn, som er helt uden fyldninger og fyldningskrævende caries. I voksenbefolkningen er der ligeledes sket et fald i carieserfaringen, dog tydeligst blandt yngre voksne. Til gengæld ses en ophobning af caries i socialt marginaliserede befolkningsgrupper. Det samme gælder for personer, der er ramt af sygdom og funktionstab i en grad, hvor de er afhængige af hjælp fra omgivelserne, både med hensyn til egenomsorg og brug af tandplejesystemet. Ser man på fordeling af carieserfaringen, kan der fortsat konstateres en socialt skæv fordeling i voksenpopulationen, men også blandt børn og unge. Der er således tegn på, at caries har ændret sig fra at være en folkesygdom til at være et socialt fænomen.