Gennem tiden har opfattelsen af cariesætiologi ændret sig radikalt, dog har synet på cariesbehandling ikke gennemgået en tilsvarende forandring, men er fortsat hovedsageligt fokuseret på restaurerende behandlinger i store dele af verden (”drilling and filling”). Caries beskrives i dag som en multifaktoriel sygdom, hvor den orale biofilm spiller en vigtig rolle i ætiologien. En biofilm er en samling eller klynge af mikroorganismer, fx bakterier, der har helt andre egenskaber og følsomhed mod fx antiseptika, end de enkelte bakterier har hver for sig. En tynd og stabil biofilm har en vigtig beskyttende effekt mod uvelkomne patogener, mens stressede og tykke biofilm står bag 80 % af alle kroppens infektioner. Nøglen i det forebyggende arbejde er altså at tilstræbe balance (homeostase) og mangfoldighed i biofilmen/plakken ved at udnytte økologiske principper. Der er flere måder at gøre dette på, og de kan med fordel kombineres: 1) eksponering med metabolismeinhibitorer, 2) mindsket frekvens af substrat (sukker), 3) salivastimulering og 4) anvendelse af antiseptiske, antimikrobielle peptider eller probiotika. Formålet med denne artikel er kort at sammenfatte det aktuelle syn på cariesætiologi og principperne for at forebygge og kontrollere sygdommen ved at modificere biofilmen, reducere demineraliseringen og stimulere til remineralisering af tandens hårdtvæv.