Antallet af børn med langvarig sygdom og funktionsnedsættelse er stigende. I dag domineres billedet af diagnoser, som beskriver fx adfærdsmæssige problemer inden for det neuropsykiatriske område og neurologiske funktionsnedsættelser, mens det tidligere var fysiske funktionsnedsættelser, der var de fremherskende. Børn med langvarig sygdom eller funktionsnedsættelse har ofte en forøget risiko for orale sygdomme. Dette kan bero på grundsygdommen og behandlingen heraf, eller også kan barnets funktionsnedsættelse besværliggøre samarbejdet i behandlingssituationen. Børn og unge med neuropsykiatriske funktionsnedsættelser udgør mindst 5 % af en population. Tandplejesituationen indebærer særlige vanskeligheder, og behandlingen bør fokusere på forebyggelse og tidlig tilvænning. I Sverige har man i den forbindelse gode erfaringer med 1.000-indlæring (”de 1.000 ganges pædagogik”), som indebærer, at man afsætter længere behandlingstider og gennemfører flere korte træningspas med mange små pauser imellem. Patienter med ADHD har flere kooperationsproblemer i tandplejesituationen, og der er rapporteret forøget cariesprævalens. Flere forskellige typer af langvarig sygdom som astma og fedme blandt børn og unge giver en forøget risiko for orale sygdomme. Det er vigtigt at indse den orale sundheds betydning for individets livskvalitet. Medicinske sygdomme og funktionsnedsættelser er hyppigt forekommende og noget, alle tandlæger støder på i den kliniske hverdag. I denne oversigtsartikel redegør vi derfor for nogle af de almindeligste diagnoser samt for håndteringen af patienter med disse diagnoser i tandplejen.