Formålet med denne litteraturgennemgang er at danne en oversigt over foreliggende videnskabelig litteratur inden for emnet anvendelse af distraktionsosteogenese til ændring af maksillens position. Materialer og metoder – I artiklen gennemgås behandlingssekvens og typer af distraktionsudstyr. Gennemgangen omfatter emnerne: 1) stabilitet og recidiv, 2) peroperativ og postoperativ morbiditet samt gener, 3) ændringer af blødtvæv under distraktion, 4) ændringer af velopharynx og taleevne samt 5) psykosociale effekter af behandlingen. Resultater – De eksisterende artikler har samlet set generelle metodologiske begrænsninger, hvorfor evidensniveauet i den nuværende videnskabelige litteratur er begrænset. Et enkelt studie viser en postoperativ mere stabil position af maksillen efter distraktionsosteogenese (DO). For de to typer af behandlinger er morbiditetsraten ens, mens morbiditetstyperne varierer. Der opnås gunstige og stabile ændringer af blødtvævets position efter DO. Der er ikke evidens for, at der opstår velofaryngeal insufficiens eller hypernasalitet efter DO. Den psykosociale påvirkning er mere omfattende under DO end under et konventionelt behandlingsforløb. Konklusion – Den eksisterende litteratur er af begrænset evidensmæssig værdi, men det kan konkluderes, at der ved anvendelse af DO opnås stabile blødt- og hårdtvævsændringer, og at velopharynx’ lukkeevne ikke påvirkes signifikant sammenlignet med Le Fort I avancering. Der er i distraktionsperioden negativ psykosocial påvirkning af DO-patienterne.