Vi skal give plads til tandlægernes faglighed
Tandlægernes faglighed får en fremtrædende rolle i fremtidens voksentandpleje, fastslår sundhedsminister Ida Auken. Hun understreger samtidig, at det er afgørende, at der er tandlæger nok til at realisere regeringens målsætning om vederlagsfri tandpleje til alle. Hvordan det konkret skal ske, står fortsat uklart hen.
TEKST:
Kim Andreasen
FOTO:
Illustration: Lorena Cruzado og Helle Sheffmann
DATO:
Ikke i mands minde har tandsundhed fyldt så meget på den politiske dagsorden som lige nu. Da regeringen tiltrådte i juni 2026, var vederlagsfri tandpleje med i regeringsgrundlaget, og de første skridt mod at gøre regeringens ambition til virkelighed kan allerede ses i regeringens lovprogram for det kommende folketingsår og på finanslovsforslaget.
Tandlægebladet har haft lejlighed til at tale med sundhedsminister Ida Auken og stille hende nogle af de spørgsmål, som trænger sig på nu, hvor planen om den vederlagsfrie tandpleje begynder at blive udrullet.
Hvad er dine overordnede visioner for tandplejen?
- Tandlægeområdet er et område, hvor vi for første gang i mange år kan udvide velfærdssamfundet markant. Hele sundhedsområdet er hjertet af vores velfærdssamfund, men vi har manglet tænderne, siger Ida Auken og fortsætter:
- Derfor synes jeg, at det egentlig er rigtig stærkt, at den vederlagsfrie tandpleje kommer i en tid, hvor der også er mange andre regninger, der skal betales. Jeg tror, det er meget vigtigt for sammenhængskraften i Danmark, at det ikke er økonomien, der afgør, om man har råd til at gå til tandlægen. Det er derfor, vi har en ambition om, at hele befolkningen skal have gratis tandpleje senest i 2035.
Tandlægens faglige vurdering
En af de helt afgørende ting for Tandlægeforeningen er, at den kommende model giver plads til tandlægens faglige vurdering. For manden, Torben Schønwaldt, har flere gange understreget, at det aldrig må blive laveste fællesnævner, der styrer, hvilken behandling patienten får.
Spørger man ministeren, svarer hun klart, at det er meget vigtigt, at en kommende model giver plads til tandlægens faglige vurderinger. Men spørger man om, hvordan det konkret skal ske, er hun mere tøvende:
- Der kommer en ekspertkommission, der snart bliver nedsat. Den skal, sammen med meget andet, naturligvis arbejde med, hvordan man sikrer, at tandlægernes faglighed kommer til at spille en rolle fremover, siger Ida Auken.
Kommissionen kommer både til at bestå af fagfolk med tandlægefag lig viden, sundhedsøkonomer og juridiske eksperter. Altså en bredt sammensat ekspertgruppe. Og det er der en god grund til, understreger ministeren.
- Jeg var for nylig på besøg på Kæbekirurgisk Afdeling på Rigshospitalet. Her skitserede lederen området juridisk set, og det er noget af en jungle med de mange ordninger, der er. Så der skal selvfølgelig også sidde nogen, der er rigtig skarpe på den del, siger Ida Auken.
Regeringen har afsat 3 millioner kroner til ekspertgruppens arbejde, fremgår det af en note i regeringensfinanslovsudspil. Pengene fordeles med 2 millioner kroner i 2027 og 1 million kroner i 2028. Pengene skal gå til ”honorarer, mødeforplejning, eksterne analyser m.m.”.
Ny aftale med regionerne
Der har i ni år ikke været nogen af tale mellem Tandlægeforeningen og regionerne om offentlige tilskud til tandlægebehandling. Området er i dag styret gennem bestemmelser i sundhedsloven og en bekendtgørelse, frem for en overenskomst. Privat tandlægepraksis er dermed lige nu det eneste praksisområde i sundhedsvæsenet, som ikke er omfattet af en aftale med regionerne.
Er det regeringens plan, at der igen skal være en aftale mellem Tandlægeforeningen og Danske Regioner, som vi kender det fra tidligere?
- Det er for tidligt at sige, hvordan organiseringen kommer til at se ud, svarer ministeren og henviser igen til, at det er en af de ting, som den kommende ekspertkommission skal give sit bud på.
Alle til tandlæge er ambitionen
Ifølge Danmarks Statistik er det i dag (2023-tal) kun cirka 56 % af den voksne befolkning i Danmark, der kommer regelmæssigt til tandlæge. Hvor stor en andel af den voksne befolkning, der skal til tandlægen i 2035, når planen om vederlagsfri tandpleje til alle danskere er helt indfaset, vil ministeren ikke sætte en procentsats på. Men hendes svar afslører, at hun har høje forventninger:
- I virkeligheden ville jeg ønske, at alle kunne komme regelmæssigt til tandlægen. Fordi det jo er en vigtig del af vores sundhed. Tandsundhed spiller jo også ind på en række andre områder, altså fx inflammatorisk sygdom og demens, siger ministeren, der ønsker sig et stort fokus på forebyggelse:
- Det ses tydeligt, at hvis man har haft en god børnetandpleje, har det en tydelig, positiv effekt på tandsundheden senere i livet, begrunder Ida Auken.
De næste grupper til vederlagsfri tandpleje
Allerede i oktober 2026 blev der fremsat et lovforslag, som gør tandpleje gratis for kontanthjælpsmodtagere fra den 1. januar 2027. I november 2026 skal Folketinget behandle det lovforslag, der fra den 1. januar 2027 skal føre til, at det også bliver vederlagsfrit for patienter i omsorgs- og specialtandplejen og patientgrupper under §166-ord ningen – fx patienter, der på grund af kræft har fået strålebehandling i hoved- eller halsregionen. Det forslag er allerede sendt i høring.
Fra den 1. juli 2027 er det planen, at før tidspensionister også kommer med i ordningen. Lovforslaget skal behandles i Folketinget i februar 2027.
Hvem er så den næste patientgruppe, der bliver omfattet af den gratis tandpleje?
- Det bliver også en del af ekspertkommissionens arbejde at komme med forslag til, hvilke nye grupper der kan få adgang til gratis tandpleje og i hvilken rækkefølge, så man både sikrer, at kapacitet og økonomi følger med. Så det vil være for tidligt for mig at sige, at det bliver præcis på den og den måde.
Apropos kapacitet. Tandlægeforeningen har været ude med en analyse, som viser, at der kommer til at mangle op til 800 tandlæger i 2035, hvis alle bliver omfattet af vederlagsfri tandpleje. Hvordan vil du sikre, at der er tandlæger nok til at indfri den ambition?
- Det er i hvert fald meget afgørende, at der er tandlæger nok – og selvfølgelig tandplejere og andre faggrupper, der arbejder med tandpleje. Og en helt central del af en ekspertkommissions arbejde vil og så være at se på, hvordan vi tilrettelægger tandlægeuddannelsen, så vi sikrer, at kapaciteten kan følge med behovet for tandbehandling, siger Ida Auken.
Ministeren tøver dog med at love øget optag på tandlægeuddannelserne lige om hjørnet. Direkte adspurgt, om der skal uddannes flere tandlæger, lyder svaret:
- Det kan sagtens være. Der er jo også en del nye tandlæger på vej til at blive uddannet de her år. Det glæder mig rigtig meget, siger ministeren og henviser til det ekstra midlertidige optag på samlet 35 pladser i Aarhus og København, der nu bliver konverteret til 40 nye pladser på SDU i Odense.
Hvad med tandkontoen?
I december 2025 indgik partierne i Folketinget en bred politisk aftale om en ny model for voksentandplejen. Et af initiativerne i aftalen var, at alle danskere skulle have en tandkonto med et årligt beløb, der skal bruges til tandeftersyn og behandlinger.
Efterfølgende er aftalen blevet kraftigt kritiseret af både tandlæger, forskere, patientorganisationer og Ældre Sagen. Tandlægeforeningen har påpeget, at indførelsen af en tandkonto, som det var tænkt i modellen, vil ende med at flytte penge fra syge til raske patienter, og at rigtig mange med tandsygdomme – fx de 500.000, der hvert år modtager behandling for parodontitis – vil skulle betale en større andel af tandlægeregningen selv.
Tilsidesætter den nye plan den aftale, der blev indgået i december 2025 – fx tandkontoen?
- Vi er ved at kigge på, hvordan regeringens ambition om at indføre gratis tandpleje for hele befolkningen har betydning for initiativerne fra den politiske aftale om voksentandplejen fra december sidste år. Det er også noget, vi først skal drøfte i aftalekredsen bag aftalen, siger Ida Auken.

