Mia Herning spørger:

Hvad er din opskrift på at have så god energi og stort engagement i dit arbejde med dentalmissionerne?

– Energien kommer helt af sig selv, når jeg er der. Man møder et helt hold af engagerede kolleger, hvoraf mange aldrig har været afsted før. Allerede når vi mødes, tænker jeg: ”Hallo, det her bliver godt”. Som teamleder vil jeg også gerne give dem en god oplevelse.

Og så er der selvfølgelig mødet med børnene og deres forældre. Man drømmer ikke om, hvor mange knus og kram man får for det, man gør. Jeg har flere gange hørt, at en dentalmission kan ændre ens liv. Man bliver endnu mere empatisk og møder sine patienter på en anden måde.

Arbejdet kan også være hårdt, og man kan blive både fysisk og følelsesmæssigt udmattet af at opleve de vanskelige vilkår, mennesker lever under. Især på Vestbredden gjorde det stort indtryk på mig at se palæstinensernes livsvilkår og den behandling, de blev udsat for.

Til gengæld får man utrolig meget tilbage. Jeg kommer hjem med en større taknemmelighed for det liv, vi lever i Danmark. Det sætter vores egne problemer i perspektiv.

Hvad har været særlig godt, når du ser tilbage på din tandlægekarriere?

At den har været så bred, spændende og givende. Min karriere har spændt over undervisning, børnetandpleje og privat praksis, og næsten fra begyndelsen har jeg arbejdet for mennesker med begrænset adgang til tandpleje.

Jeg blev uddannet i 1980 og begyndte at arbejde på en klinik på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro. Her fik jeg hurtigt den sociale ulighed at se. Patientgruppen spændte fra høj til lav, og mange af de socialt udsatte havde også tandlægeangst. Derfor begyndte jeg at holde foredrag om tandlægeskræk og pædagogisk patientbehandling rundt omkring i kommunerne. Senest deltog jeg i et panel om emnet på Folkemødet.

Jeg var også aktiv i ”Bisserne”, der begyndte i en tandlægeskurvogn for hjemløse og andre socialt udsatte i Nordvest og siden udviklede sig til det, vi i dag kender som socialtandplejen. Vi etablerede desuden klinikker på Mændenes Hjem og Kofoeds Skole.

Da jeg blev uddannet i 1980, fandtes hverken special- eller omsorgstandplejen. Derfor har det været vidunderligt at følge den positive udvikling på socialområdet inden for vores fag. Nu er jeg spændt på, hvad den nye gratis tandpleje kommer til at betyde – særligt for de mest udsatte grupper. Tænderne har enorm betydning, også for samfundets svageste. Hvis de ikke er i orden, kan det blive endnu sværere at få fodfæste i samfundet.

Mit internationale engagement begyndte, da jeg så en annonce i Tandlægebladet, hvor man søgte frivillige tandlæger til Jerusalem til at behandle både jødiske og palæstinensiske børn. Efterhånden har jeg været der omkring 25 gange. Siden 1995 har jeg også arbejdet flere gange i Grønland. Det er et fantastisk sted med utrolig meget kærlighed, men ikke altid tilstrækkelig omsorg. Selvom skoletandplejen fungerer godt, er der stadig mange med store tandproblemer.

I dag er jeg pensioneret, men tager fortsat små jobs, bl.a. i Grønland. Jeg arbejder også som teamleder på dentalmissioner og som faglig koordinator for Tandsundhed Uden Grænsers projekt i Guatemala. Desuden underviser jeg i social bæredygtighed på odontologistudierne i København og Aarhus. Og så har jeg vagter på Røde Kors klinikken.

Har det tandfaglige eller menneskelige aspekt været vigtigst for dig?

– De to ting kan ikke rigtigt adskilles. En patient kan med det samme mærke, hvis tandlægen ikke har styr på det faglige. Så jeg har været på utallige kurser. Når patienten oplever, at man kan sit kram, kommer der også mere ro i stolen. Samtidig skal man kende sine begrænsninger. Man skal ikke tro, at man kan det hele selv, hvis man ved, at en anden kan udføre behandlingen bedre. Så skal man henvise patienten. Men man kan nok sige, at det er det menneskelige aspekt og den sociale ulighed, der har drevet mig gennem hele karrieren.

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor?

– Jeg vil gerne sende stafetten videre til nyuddannede Laura Horne. Allerede som studerende engagerede hun sig i Tandsundhed Uden Grænser, og siden har hun været med på dentalmissioner. Hun er en af dem, der virkelig brænder for faget og for at hjælpe udsatte mennesker.

Mia Kornø spørger:

Hvad fik dig til allerede som studerende at engagere dig så stærkt i frivilligt arbejde – og hvor ser du dig selv om 20 år?