Leder: Uden tandlæger er løfter om gratis tandpleje ikke noget værd

Torben Schønwaldt peger i denne leder på, at regeringen ikke bare kan indføre vederlagsfri tandpleje til store dele af den voksne befolkning, uden at kapaciteten følger med.

TEKST:

Torben Schønwaldt

DATO:

Tandlægeforeningen gennemhuller politikernes løfte: Der kommer til at mangle 800 tandlæger – mindst.

Sådan lød overskriften i Politiken for nylig. Baggrunden var en fremskrivning af behovet for tandlæger, hvis alle danskere får gratis adgang til tandlægen i 2035, som Tandlægeforeningen havde lavet.

I artiklen er jeg citeret for, at retten til gratis tandpleje er værdiløs, hvis der ikke er tandlæger nok til at behandle patienterne.

Min intention var sådan set ikke at ”gennemhulle” regeringens ambition, men at påpege, at man ikke bare kan indføre vederlagsfri tandpleje til store dele af den voksne befolkning, uden at kapaciteten følger med. Kald det så bare et virkelighedstjek. Men det er jo egentlig bare sund logik, der ikke burde komme bag på nogen.

Vi mangler allerede tandlæger og klinikpersonale flere steder i landet. Og ingen kan være tjent med, at hundredtusinder af patienter løber stormløb mod vores klinikker med en forventning om gratis tandpleje, blot for at havne på en venteliste. Det giver ikke mere tandsundhed, og det vil blot føre til skuffelse, frustration og vrede.

Jeg tror, de fleste tandlæger, ligesom jeg, oplever, at vi løber rigeligt stærkt i dag

Og vi ved også godt, hvor aben så risikerer at ende. Nemlig hos os. Vi vil blive mødt af krav om flere stoletimer, højere tempo og samlebåndsbehandling med alt, hvad det indebærer af mindre tid til den enkelte patient, lavere kvalitet og risiko for flere fejl.

Det kan sætte gang i en negativ spiral, der vil skade kapaciteten. For hvem gider at være tandlæge under sådan nogle forhold? Jeg tror, de fleste tandlæger, ligesom jeg, oplever, at vi løber rigeligt stærkt i dag. De færreste kan holde til længere arbejdsdage og flere stoletimer. Det vil føre til udbrændthed og fysisk nedslidning.

Vi er enige i, at der skal gøres noget for at mindske uligheden i tandsundhed. Derfor giver det rigtig god mening at fjerne egenbetalingen helt for kontanthjælpsmodtagere og udsatte grupper. Det har vi selv foreslået. Og der er sikkert også mange førtidspensionister, som har et stort uopfyldt behov for tandpleje.

Men før regeringen udbreder vederlagsfri tandpleje til større dele af den voksne befolkning, gør den klogt i at lytte og tage os med på råd.

Det handler ikke kun om at uddanne flere tandlæger. Det handler i lige så høj grad om at sikre, at det fortsat er attraktivt at arbejde som tandlæge og drive klinik. Det ansvar må regeringen også tage på sig. For én ting er sikkert: Uden tandlæger er løfter om gratis tandpleje ikke noget værd.

info

Nr. 10 | 2026

info

Nr. 10 | 2026

emner