Tandlægefaget har skiftet køn
Kvinder udgør i dag mere end to ud af tre tandlæger, og blandt de yngste er andelen endnu højere. To forskere giver deres bud på, hvorfor tandlægefaget er blevet et kvindefag – og hvad udviklingen kan komme til at betyde for professionen.
TEKST:
Sofie Sparre
FOTO:
Shutterstock
DATO:
Høj løn. Stor selvstændighed. Muligheden for at eje sin egen virksomhed og bestemme over sin arbejdsdag.
Det er vilkår, der traditionelt har tiltrukket mænd til professioner som advokat- og lægefaget. Og som også kendetegner tandlægefaget. Alligevel er kvinderne i dag i markant flertal i tandlægefaget.
Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen var 68 % af tandlægerne i den danske arbejdsstyrke i 2023 kvinder. Blandt de 25-34-årige er andelen 77 %, og blandt Tandlægeforeningens studerende medlemmer er hele 81 % kvinder.
Udviklingen vækker undren hos Steen Baagøe Nielsen, der forsker i køn og arbejdsliv på Roskilde Universitet.
- Det er ret interessant, at vi ser denne her udvikling i tandlægefaget. Tandlægefaget er et klassisk liberalt erhverv, der ligesom fx læge- og advokat professionen bygger på et solidt fundament af akademisk viden, høje etiske standarder og en særlig samfundsmæssig status.
Ifølge Steen Baagøe Nielsen hænger den status også sammen med muligheden for at blive selvstændig klinikejer med ansvar for egne ansatte og udsigt til en høj indkomst.
- Det kulturelle billede af tandlægen som liberalt erhverv er historisk knyttet sammen med, at mænd ud gjorde en stor majoritet af tandlæger, siger han.
Så hvorfor er et traditionelt mandsdomineret erhverv blevet et kvindefag? Og kan den ændrede kønsfordeling også være med til at forandre selve professionen?
Kvinderne er rykket ind på universiteterne
En del af forklaringen skal findes uden for tandlægefaget. For mens de ældre generationer af tandlæger blev uddannet på et universitet, hvor mændene var i flertal, ser uddannelseslandskabet anderledes ud i dag. Det forklarer Simone Mejding Poulsen, postdoc ved Syddansk Universitet og forsker i køn og uddannelse.
- Det her er ikke bare et spørgsmål om, at der er kommet flere kvinder i tandlægefaget. Over de seneste mange år er der kommet flere kvinder generelt, der får en lang videregående uddannelse, siger hun.
Men selv om kvinderne i høj grad har gjort deres indtog på de højere læreanstalter, har kønnene ikke fordelt sig ligeligt på universiteternes uddannelser. Her ser vi, at kvinderne i særlig grad søger mod bl.a. sundhedsvidenskabelige uddannelser, mens mændene fortsat fylder mere på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.
Ifølge Simone Mejding Poulsen begynder forskellene længe før, de unge skal vælge uddannelse.
- Vi socialiserer stadig vores børn enormt kønnet. Det sætter sig i deres interesser og kommer senere til udtryk i deres valg af uddannelse og karriere, siger hun.
Vi ser en parellel udvikling inden for medicin, hvor der i dag også er flere kvinder end mænd
Steen Baagøe Nielsen, Lektor, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet
Det billede genkender Steen Baagøe Nielsen. Selv om langt flere kvinder i dag får en akademisk uddannelse, fordeler mænd og kvinder sig fortsat meget forskelligt på uddannelser og fag.
- Vi ser en parallel udvikling inden for medicin, hvor der i dag også er flere kvinder end mænd. Men samtidig fordeler mænd og kvinder sig forskelligt på specialerne. Hvis vi kigger på tandlægerne, så er det tydeligt, at kvinderne søger mod ortodonti, mens specialet i kirurgi stadig har et klart flertal af mænd. Selv om vi er i 2026, lever det kønsopdelte arbejdsmarked i høj grad i Danmark, siger han.
Når kvinderne kommer, bliver mændene væk
Men udviklingen kan også være selvforstærkende. Simone Mejding Poulsen peger på et fænomen, der i forskningen kaldes ”male flight”. Det beskriver en tendens til, at mænd bliver mindre interesserede i professioner, efterhånden som kvindeandelen vokser.
- Der har været en tendens til, at jo flere kvinder der er i et fag, jo mindre prestige har det, siger hun.
Det betyder dog ikke, at tandlægefaget nødvendigvis har mistet status. Simone Mejding Poulsen understreger, at hun ikke kender til undersøgelser, der dokumenterer en sådan udvikling specifikt blandt tandlæger.
Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt, peger på de høje adgangskrav som en del af forklaringen på, at mændene er i mindretal på tandlægeuddannelsen.
- Mændene er der ikke, fordi de ganske enkelt ikke kan komme ind på studiet. Adgangskravene er alt for høje. Det, vi ser, er, at kvinder i gymnasiet er langt mere målrettede, end de unge mænd er. Det, at der ikke er flere mænd, er ikke et problem i faglig henseende, men det gør jo noget for kønsbalancen, siger han.
Og tallene taler deres tydelige sprog. Kvinder forlader generelt gymnasiet med højere karakterer end mænd, og odontologi er blandt de uddannelser, der kræver de højeste karakterer.
Fra klinikejer til lønmodtager
Men kønsfordelingen er måske ikke det eneste, der har ændret sig. For samtidig med at kvinderne er kommet i flertal, kan selve tandlægefaget være på vej til at ændre karakter.
Steen Baagøe Nielsen mener, at det er relevant at se kønsudviklingen i sammenhæng med den måde, tandlægefaget organiserer sig på.
- De forandringer, vi ser i tandlægefaget, ser også ud til at hænge sammen med, at der er kommet flere kvinder. Kvinder synes i højere grad at foretrække at være ansat frem for at eje deres egen klinik. Samtidig kan udviklingen mod større klinikker, medejerskab og koncerner med investeringsfonde i ryggen også hænge sammen med et ønske om at gøre klinikkerne lettere at lede. Også selv om det betyder en lavere gennemsnitsindkomst, siger han.
Der har været en tendens til, at jo flere kvinder der er i et fag, jo mindre prestige har det
Simone Mejding Poulsen, Postdoc ved Syddansk Universitet og forsker i køn og uddannelse
Ifølge Steen Baagøe Nielsen kan udviklingen muligvis hænge sammen med forskelle i, hvordan mænd og kvinder indretter deres arbejdsliv.
- På arbejdsmarkedet ser vi ofte, at den måde, kvinder organiserer deres liv på, er anderledes end mændenes. Derfor kan det være, at der ikke er så mange af dem, der ønsker at blive klinikejere, men hellere vil være ansatte med mulighed for større fleksibilitet i ansættelsen i forhold til at mange kvinder samtidig bærer hovedansvaret i familielivet - og skal have det til at hænge sammen, siger han.
At klinikstrukturen er under forandring, kan Torben Schønwaldt genkende. Men han peger på, at udviklingen mod større klinikker og flere ansatte også har andre forklaringer end kønsfordelingen.
- Muligheden for at drive en privat tandlægepraksis som en enmandsklinik bliver dårligere og dårligere. Det kalder på større enheder, og det gør jo også, at det er naturligt, at der er flere, der er ansatte, siger han.
Han mener samtidig, at vilkårene som klinikejer kan være med til at gøre en ansættelse mere attraktiv.
- Jeg tror, problemet er, at man som klinikejer i dag har hånden så meget på kogepladen, at det godt kan skræmme nogle væk. Og eftersom man som ansat tandlæge faktisk kan tjene en ganske fornuftig løn, tror jeg, at mange tænker: Det er sgu et fint liv, jeg har som ansat.
Work-life balance er meget, meget vigtigt blandt unge
Torben Schønwaldt, Formand for Tandlægeforeningen
Om kvinder og mænd vælger forskelligt på det punkt, har Tandlægeforeningen ikke tal på. Men Torben Schønwaldt mener, at ønsket om balance mellem arbejde og privatliv kan spille ind, og at det ikke kun handler om køn, men også om alder.
- Work-life balance er meget, meget vigtigt blandt unge. Og jeg tror, at det bliver vigtigere og vigtigere, at der er en balance mellem arbejdslivet og det liv, der også skal leves uden for arbejdet, siger han.
Mændene finder deres egne nicher
Selv om kvinderne er i flertal i tandlægefaget, er kønsfordelingen ikke den samme overalt. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser fx, at kvinder er i klart flertal blandt specialtandlæger i ortodonti i de yngre aldersgrupper, mens mænd fortsat fylder forholdsvis meget inden for tand-, mund- og kæbekirurgi. Det er et mønster, som også kendes fra andre sundhedsprofessioner, forklarer Steen Baagøe Nielsen.
Han nævner blandt andet sygeplejen, hvor mænd i højere grad søger mod akutpleje og anæstesi.
- Mændene vælger ofte noget, som kræver mere styrke eller teknik. Selv om det er noget pjat. Det er altså ikke kun mænd, der kan skifte en pære, siger han.
Simone Mejding Poulsen peger på, at lignende mønstre også findes inden for fx medicin og psykologi.
- Men det handler ikke nødvendigvis om, at mænd og kvinder har forskellige evner, siger hun.
Ifølge forskerne kan fordelingen også hænge sammen med de forventninger, der knytter sig til de to køn. Omsorg og relationelt arbejde forbindes traditionelt med kvindelighed, mens teknik, redskaber og mere operative funktioner i højere grad forbindes med mænd. Mænd og kvinder kan selvfølgelig også have forskellige interesser, men ifølge forskerne formes interesserne samtidig af de forestillinger og forventninger, vi møder gennem livet. Det kan være med til at påvirke, hvilke fag, specialiseringer og arbejdsvilkår henholdsvis mænd og kvinder søger mod – også når de i udgangspunktet har valgt den samme uddannelse.
Kvindeflertal er ikke nødvendigvis lig med kvindelige ledere
Et andet spørgsmål er, hvem der ender med at få indflydelsen i et fag, hvor kvinderne er i flertal. Simone Mejding Poulsen har sammen med en forskerkollega undersøgt mænds og kvinders vej til ledelse i kvindedominerede velfærdsprofessioner. Det samme har Steen Baagøe Nielsen.
En række undersøgelser viser, at mænd har større sandsynlighed for at ende i lederstillinger, selv om kvinderne udgør flertallet af medarbejderne.
- Når man er mand i en profession med kvinde flertal, har man det med at blive set som noget særligt. Man bliver på en måde løftet lidt op, siger hun.
Fænomenet kaldes også ”glaselevatoren” og beskriver, hvordan mænd i kvindedominerede fag kan have lettere ved at avancere til lederstillinger, forklarer Steen Baagøe Nielsen.
Et fag i forandring
Flere kvinder, større klinikker og nye ejerformer. Tandlægefaget er under forandring på flere fronter. Og ifølge Steen Baagøe Nielsen kan den ændrede kønsfordeling være med til at præge, hvilken retning udviklingen tager. Men Simone Mejding Poulsen advarer mod at sætte lighedstegn mellem en ændret kønsfordeling og grundlæggende forskelle på, hvad mænd og kvinder kan bidrage med fagligt.
- Vi skal være varsomme med at konkludere for meget om, om mænd og kvinder bidrager med noget meget væsentligt forskelligt, siger hun.
Det synspunkt deler Tandlægeforeningens for mand, Torben Schønwaldt. For ham er det afgørende ikke, om fremtidens tandlæger er mænd eller kvinder, men om der bliver uddannet nok af dem.
- Fagligt set betyder det ingenting. Når man er tandlæge, så er man tandlæge. Man er ikke tandlæge med et specifikt køn, siger han.
Kvindeflertallet kan dog få betydning for arbejds styrken, mener han. Kvinder arbejder oftere på deltid og har mere fravær i forbindelse med bl.a. graviditet og barsel, og derfor kan der ifølge Torben Schønwaldt blive brug for flere tandlæger til at dække det samme antal arbejdstimer. Men kønsfordelingen i sig selv bekymrer ham ikke.
- Bare der bliver uddannet nok tandlæger, så er det ikke et problem overhovedet.

