Statsministerens løfte om kroner og broer er ikke gratis
Man behøver ikke Nobelprisen i matematik for at regne ud, at den lille milliard, der er afsat til til den vederlagsfrie tandpleje, hurtigt får ben at gå på.
TEKST:
Torben Schønwaldt
DATO:
Jeg var nok ikke den eneste tandlæge, der spidsede ører, da statsministeren i sin åbningstale satte ord på regeringens store ambition om vederlagsfri tandpleje til alle danskere i 2035. Især hæftede jeg mig ved følgende udsagn fra statsministeren:
”Jeg tror, at der er mange danskere, der frygter for det næste tandlægebesøg. Fordi en bro, en krone eller et implantat er så dyrt, at det ganske enkelt kan vælte hele budgettet. Den usikkerhed. Og den ulighed. Vil vi gøre op med.”
Gratis kroner, broer og implantater til alle danskere? Det er alligevel et stort løfte. Og et dyrt løfte. Først troede jeg faktisk, at der var tale om en fortalelse, og at statsministerens taleskriver bare havde revet nogle tilfældige behandlinger ned fra hylden for at peppe talen lidt op sprogligt. Men siden har jeg set statsministeren og hendes parti gentage løftet. Så jeg antager, at det står ved magt. Og jeg går ud fra, at regeringen er klar over, hvilke forventninger det skaber hos de borgere, der lige om lidt banker på vores dør.
Det er selvfølgelig positivt, hvis regeringen rent faktisk har tænkt sig at betale patienternes regning også for de mere bekostelige behandlinger med kroner, broer og implantater. Men så er der noget, der ikke rigtig stemmer i den nye finanslov. Her er der afsat 900 mio. kr. årligt fra 2028, som skal dække de ekstra udgifter til vederlagsfri tandpleje for kontanthjælpsmodtagere, socialt udsatte, særordninger og førtidspensionister. Alt i alt ca. 500.000 danskere.
Man behøver ikke Nobelprisen i matematik for at regne ud, at en lille milliard hurtigt får ben at gå på, når den skal dække alt fra tandeftersyn, parodontitisbehandlinger og cariesfyldninger til kroner, broer og implantater for så mange. Og vel at mærke for nogle patientgrupper, hvor flere vil dukke op med et stort uopfyldt behov for behandling, fordi de ikke har været til tandlægen i mange år. Regnskabet passer ikke. Og hvad sker der, når pengene slipper op? Bliver der så bare tilført flere penge? Får patienterne besked om, at kassen er lukket for i år? Eller forventer man, at tandlægerne arbejder gratis og mod regnes, når rammen overskrides – lige som i dag?
Det sidste kan vi selvfølgelig ikke være med til. Og det puster til den bekymring, som jeg tror, at jeg og mange andre har haft siden regeringen første gang luftede ambitionerne om vederlagsfri tandpleje til alle. Hvor langt rækker statens finansiering? Det skylder regeringen og støtte partierne et svar på, før de lover mere.

