Social skævhed i brugen af tandplejen hos personer med diabetes
Forskerne bag studiet peger på, at økonomisk støtte kan være én mulig løsning på at mindske den sociale ulighed
FOTO:
Foto: Shutterstock
DATO:
Personer med diabetes har markant større risiko for ikke at have været til tandlæge, hvis de tilhører en lavindkomstgruppe frem for en højindkomstgruppe. Det viser et dansk register studie blandt 4,6 mio. voksne danskere på 18 år og derover.
I studiet, der er gennemført af forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus, indgik 24.147 personer med type 1-diabetes (0,52 % af studiepopulationen) og 269.965 personer med type 2-diabetes (5,85 % af studiepopulationen). Blandt personer med type 1-diabetes havde 27,6 % ikke været til tandlæge i løbet af en toårig periode. For personer med type 2-diabetes gjaldt det 35,7 %, mens andelen var 31,0 % blandt personer uden diabetes.
Da forskerne undersøgte sammenhængen mellem indkomst og brug af tandlæge, fandt de, at den relative risiko for ikke at have været til tandlæge var henholdsvis dobbelt så høj (type 1-diabetes) og tre gange så høj (type 2-diabetes) blandt personer med diabetes i de laveste indkomstgrupper som blandt personer med diabetes i den højeste indkomstgruppe.
Forskerne peger på, at økonomisk støtte kan være én mulig løsning på at mindske den sociale ulighed, ligesom øget op mærksomhed på tandsundhed blandt sundhedsprofessionelle kan medvirke til at udligne den sociale skævhed hos personer med diabetes i Danmark.
Kilde: Andersen A, Hessain D, Isaksen A. Social inequality in dental services among people with type 1 and type 2 diabetes. A register-based study among 4,615,690 Danes. Br Dent J 2026 [Online ahead of print].

