Ny viden: Psoriasisgigt og odontologisk sygdom

Nyt koreansk landsdækkende studie viser, at patienter med psoriasisgigt har øget risiko for caries, endodontisk samt parodontal sygdom.

DATO:

Patienter med psoriasisgigt har øget risiko for caries, endodontisk samt parodontal sygdom. Det viser et landsdækkende koreansk kohortestudie. Forskerne fremhæver på den baggrund behovet for regelmæssig kontrol af patienternes orale sundhed.

Forskerne anvendte data fra den koreanske sygesikring og identificerede 40.920 voksne med nydiagnosticeret psoriasisgigt. De blev sammenlignet med 204.468 kontrolpersoner matchet på alder og køn. Personer, der havde fået registreret en tandsygdom i året inden diagnosen, blev ekskluderet.

Forekomsten af nye tilfælde blev beskrevet som antal nye tilfælde per år under opfølgning. Alle odontologiske sygdomme var registreret relativt sjældent.

Risikoen var bl.a. forhøjet for akut og kronisk gingivitis samt aggressiv og kronisk parodontitis

Hvad angår caries, fandt man eksempelvis 0,71 tilfælde per 1000 år i psoriasisgruppen og 0,43 tilfælde per 1000 år i kontrolgruppen. Efter korrektion for bl.a. rygning, diabetes, indkomst, overvægt, alkoholforbrug, hypertension og brug af sundhedsvæsenet svarede det til en øget risiko på 34 %. Tilsvarende for endodontisk og parodontal sygdom fandt man en forøgelse på hhv. 63 % og 27 %.

Risikoen var bl.a. forhøjet for akut og kronisk gingivitis samt aggressiv og kronisk parodontitis. Der blev ikke fundet en statistisk sikker øget risiko for gingivale forandringer eller tandtab.

Studiet bygger på administrative data og kan derfor være påvirket af fejlklassifikation. Forskerne havde desuden ikke oplysninger om bl.a. mundhygiejne, kost, sygdommens sværhedsgrad eller efterlevelse af behandlingen. De påpeger også, at patienter med psoriasisgigt kan få registreret flere odontologiske sygdomme, fordi de oftere er i kontakt med sundhedsvæsenet.

Kilde

Kong S, Kim KE, Kwak EJ et al. Patients with psoriatic arthritis have increased dental comorbidities: a nationwide population-based cohort study in Korea. Acta Derm Venereol 2026;106:0270.