Plantenitrat kobles til færre tandkødsgener
Læs Christian Damgaard, lektor, ph.d., tandlæge og fagområdeleder for parodontologi, Københavns Universitets kommentar til sammenhængen mellem plantenitrat og tandkødsgener.
DATO:
Nitrat og nitrit findes i både plante- og animalske fødevarer. Tidligere forskning har knyttet stofferne til både positive og negative helbredseffekter afhængig af, hvor de kommer fra. Derfor har forskere undersøgt, om sammenhængen mellem indtaget af nitrat og nitrit og selvrapporterede tegn på parodontal sygdom afhænger af, om stofferne stammer fra plante- eller animalske fødevarer.
Forskerne beregnede indtaget af nitrat og nitrit fra henholdsvis plante- og animalske fødevarer hos deltagere i den britiske UK Biobank. Beregningerne byggede på op til fem 24-timers kostregistreringer pr. deltager og en database over fødevarernes indhold. Deltagerne angav, om de havde oplevet blødende eller ømt tandkød eller løse tænder in den for det seneste år. Sammenhængen blev undersøgt både på tværs af deltagerne og over tid. Analyserne omfattede henholdsvis 158.778 og 83.026 personer.
Deltagere med det højeste indtag af nitrat fra planter rapporterede sjældnere tegn på parodontal sygdom end deltagere med det laveste indtag. Sammenhængen blev fundet både i analysen på tværs af deltagerne (OR 0,925; 95 % konfidensinterval (CI): 0,894–0,958) og i analysen over tid (OR 0,880; 95 % CI: 0,840–0,921). Forskerne fandt et lignende mønster for nitrit fra planter. For nitrat fra animalske fødevarer fandt forskerne ingen sammenhæng.
Et højt indtag af nitrit fra animalske fødevarer var forbundet med højere odds for sel rapporterede tegn på parodontal sygdom, men kun i analysen på tværs af deltagerne (OR 1,043; 95 % CI: 1,009–1,078).
Forskerne peger på, at sammenhængen mellem nitrat, nitrit og mundsund hed kan afhænge af fødevarernes oprindelse. Der er dog brug for undersøgelser af mekanismerne og interventionsstudier, før man kan afgøre, om der er tale om en årsagssammenhæng.
Kilde: Alhulaefi SS, Watson A, Brandt K et al. Exploring the associations between dietary nitrate and nitrite intake and markers of self-reported periodontal disease in the UK Biobank cohort. Eur J Nutr. 2026;65:174
Kommentar
Christian Damgaard, lektor, ph.d., tandlæge, fagområdeleder for parodontologi, Odontologisk Institut, Københavns Universitet
Der er tale om et stort studie, hvor sammenhængen går samme vej på tværs og over tid, men effekten er lille med kun 7-12 % lavere odds i den tredjedel, der spiste mest plantenitrat. Udfaldet er ikke parodontitis, men selvrapporteret blødende eller ømt tandkød eller løse tænder inden for et år, hvoraf først nævnte sandsynligvis fanger gingivitis.
Deltagerne, der spiste flest grøntsager, var samtidig oftere ikke-rygere, slankere og bedre uddannede, og UK Biobank har ingen oplysninger om deres tandbørstevaner. En del af forskellen kan derfor skyldes mundhygiejne, ikke nitrat.
Nitrat fra kosten udskilles i spyttet, hvor bakterier som Rothia og Neisseria kan omdanne det til nitrit og nitrogenoxid. Det bidrager til at hæve pH og potentielt hæmme parodontitis-associerede bakterier. Det er tidligere vist i et randomiseret forsøg, at 200 mg nitrat dagligt fra salatjuice sænkede gingival inflammation hos patienter.
Samlet set peger det på, at det kan være hensigtsmæssigt at spise grønne bladgrøntsager. Det erstatter imidlertid ikke hjemmetandpleje og non-kirurgisk parodontalbehandling, som skaber forudsætningen for, at patienten selv kan holde tænderne rene.
