1. Placebo

Placebo kommer fra latin og betyder ”jeg vil behage”. Normalt har man defineret placebo som et inaktivt middel, som fx en kalktablet eller en saltvandsindsprøjtning. Det betyder, at placeboeffekten er resultatet af behandlingen med placebomidlet.

Placebobegrebet har dog udviklet sig fra at handle om inaktive piller til en detaljeret forståelse af, hvad der skaber placeboeffekten, og hvordan den bidrager til den samlede behandlingseffekt. I dag ved man, at patientens samlede oplevelse af at modtage en behandling og selve behandlingskonteksten både påvirker placeboeffekten og effekten af langt de fleste behandlinger. Det betyder, at fx mødet mellem patient og behandler, udstyret der bruges, og i hvilke omgivelser behandlingen udføres, har stor betydning for den samlede behandlingseffekt

2. Placebo og smertebehandling

En behandling uden aktiv medicinsk eller odontologisk virkning kan føre til reel smertelindring. Man har siden1970’erne kunnet måle, hvordan placeboeffekter bl.a. kan frigive endogene opioider. Når en patient forventer, at en behandling vil lindre smerte, frigives de endogene opioider. De dæmper smertesignalerne, så patienten oplever mindre smerte – også selv om behandlingen ikke indeholder et aktivt smertelindrende element ud over placebo. At de endogene opioider spiller en vigtig rolle i placeboeffekten understøttes af studier, hvor lægemidlet naloxon, som blokerer opioidreceptorerne, helt eller delvist ophæver placebo-induceret smertelindring. Placeboeffekter i forbindelse med smertelindrende behandling er altså biologisk målbare.

3. Placeboeffekter og TMD-behandling

Håndtering af TMD-smerter handler i høj grad om at håndtere symptomerne. Her har mange studier vist, at noninvasiv behandling, som fx kæbeøvelser og brug af bidskinne, ofte giver god lindring af smerterne. Men de specifikke mekanismer bag effekten af behandlinger er stadig ikke fuldstændigt afklarede.

Her kommer konteksten og patientens oplevelse af behandlingen, der er med til at skabe placeboeffekter, ind i billedet. Placebos virkning kan beskrives som den effekt, som opnås ved behandlingen, der ikke kun kan kædes sammen med de tekniske og biologiske aspekter, men også med sociale, miljømæssige og psykosociale faktorer.

Allerede for mere end 50 år siden blev det påvist, at placebo kan have en effekt på TMD. Et studie viste således, at mere end halvdelen af TMD-patienter med smerter fik det bedre, selv om de blot fik en inaktiv placebo-pille. I 1976 viste et andet studie, at to tredjedele af patienter med TMD-smerter blev symptomfrie – og det på trods af, at de kun fik en placebobidslibning – dvs. en behandling, hvor tandlægen udfører en ”fiktiv” slibning af tænderne, så patienten tror, at der er udført en rigtig slibning.

4. Optimér behandlingen med viden

Når en patient og en behandler mødes, er der hver eneste gang et potentiale for at skabe nogle forventninger om positiv effekt af behandlingen hos patienten. Potentialet ligger i faktorer, som kan relateres til behandleren, behandlingen eller patienten selv. Tandlægens måde at kommunikere og patientens attitude påvirker fx behandlingen – en varm og imødekommende tandlæge får bedre behandlingsresultater end en tandlæge, der virker formel og upersonlig. Alene det, at patienter møder tandlæger eller tandplejere og oplever at blive hørt, når de fortæller om deres smerter og symptomer, gør, at mange får det bedre. Ligeledes har en klar diagnose og en god og forståelig behandlingsplan en positiv effekt. Det hjælper også, hvis tandlægen viser, at han/hun tror på, at smerterne kan lindres. Endelig øges den samlede behandlingseffekt, hvis man introducerer en ny behandling.

5. Placebo og etik

Når patienter møder op hos tandlægen og forventer hjælp, hvor vigtigt er det så, om behandlingens effekt kommer fra selve behandlingsmidlet eller fra patientens oplevelse af behandlingen, så længe den virker? Det er det klassiske spørgsmål, som har været diskuteret siden 1950’erne, hvor der for første gang blev forsket i placeboeffekten.

Det er uetisk at give behandling med inaktive midler, men det er ikke uetisk at være opmærksom på en god patientbehandlerrelation og konteksten og af den vej hjælpe patienten til at få den bedst mulige behandlingseffekt. Det anses tværtimod som god behandling. Den tandlæge, der behandler TMD bør rutinemæssigt – uden bevidst at vildlede eller lyve – forsøge at optimere de forskellige faktorer som nævnt ovenfor i afsnit fire – så den samlede behandlingseffekt bliver så god som overhovedet muligt.