Overskud af restaureringsmaterialer er et fænomen, der i princippet burde kunne undgås, men som i praksis viser sig at være hyppigt forekommende, især approksimalt på posteriore tænder med cervikal konkavitet og i tilfælde, hvor præparationsgrænsen ligger subgingivalt.

Britiske forskere har undersøgt bite-wing-optagelser fra 111 patienter i en privat praksis og fundet restaureringsoverskud hos 40 % af patienterne.

I alt blev der fundet 67 tilfælde af overskud (55 amalgamfyldninger og 12 kroner), og det var især molarer i overkæben, der udviste overskud.

På 35 patienter var det muligt over tid (2-25 år, median 12 år) at følge det marginale knogletab i relation til overskuddet og sammenligne med en kontroltand uden restaurering.

Det gennemsnitlige knogletab var 0,16 mm/år i relation til tænder med overskud og 0,06 mm/år ved kontroltænderne (P = 0,01), og forskellen var mere udtalt, jo større overskuddet var.

Det bør dog bemærkes, at overskud ikke i alle tilfælde medførte knogletab.

Forfatterne antager, at årsagen til det forøgede knogletab kan være øget akkumulation af plak i relation til fyldningsoverskuddet. De anbefaler omlavning eller renovering af restaureringer med overskud, især hvis overskuddet er > 1 mm, eller hvis patienten er i risikogruppe for parodontitis.