Nødder med bagslag
Fossile tandfund fra mennesker, der levede på den indonesiske ø Sulawesi for tusindvis af år siden, viser tidligt brug af rusmidler.
TEKST:
Sofie Sparre
FOTO:
Foto: Shutterstock
DATO:
Mennesker har tilsyneladen de brugt rusmidler i mindst 25.000 år. Det viser fund af fossile tænder fra to mennesker, der levede på den indonesiske ø Sulawesi for tusindvis af år siden. Begge havde usædvanlige, dybe furer i tænderne, som forskerne længe havde svært ved at forklare. Nu peger en undersøgelse på, at furerne er opstået, fordi de to personer gentagne gange har suttet på betelnødder.
Nødderne indeholder det psykoaktive stof arekolin, som forskerne også fandt spor af på tænderne. Det ældste fossil er mellem 16.000 og 25.000 år gammelt, og fundet kan dermed være det hidtil ældste kendte bevis på menneskers brug af rusmidler.
Ingen af de bevarede tænder havde caries, selv om begge personer generelt havde dårlig mundsundhed. Forskerne peger på, at betelnødderne kan have haft en cariesforebyggende effekt.
Men vanen kan alligevel have haft en høj pris. Hos den ene person var tænderne så nedslidte, at pulpa var blottet flere steder, hvilket havde medført en kronisk infektion. Forskerne formoder, at betelnødderne blev brugt som smertestillende middel, men at de to personer dermed kan være havnet i en ond cirkel, hvor de suttede på nødderne for at lindre tandpine, som vanen selv var med til at forårsage.
Kilde: Brumm A, Fakhri, Vlok M et al. Betel nut sucking is the earliest recorded evidence for the habitual use of a neuroactive plant drug. Sci Adv 2026;12:eaei1901

