Det skal du vide om cyster i kæberne

Tandlægebladets guide tager denne gang fat på at beskrive de forskellige typer af cyster, der kan opstå i kæberne, og hvordan de kan behandles.

De fleste cyster i kæberne giver ingen eller kun få symptomer.

TEKST:

Simon Storgård Jensen

Kim Andreasen

DATO:

Hvad er en cyste?
En cyste er et væskefyldt epitelbeklædt patologisk hulrum. Den opstår, når epitelrester uvist af hvilken grund stimuleres til vækst, som gradvist medfører, at cellerne kommer længere og længere fra den lokale blodforsyning. Herved degenererer cellerne, hvilket fører til dannelsen af et hypertont centralt lumen og diffusion af væske ind i lumen. Det øgede hydrostatiske tryk medfører vækst af cysten og kan også nedbryde den omkringliggende knogle samt flytte eller resorbere nabotænder. I nogle tilfælde kan en cyste give smerter eller sensibilitetsforstyrrelser.

De fleste cyster i kæberne giver ingen eller kun få symptomer. Derfor kan de vokse sig relativt store, før de bliver opdaget – fx som et tilfældigt fund på et røntgenbillede. Det gælder bl.a. radikulære og follikulære cyster.

Cyster i kæberne inddeles i inflammationsbetingede odontogene cyster, udviklingsbetingede odontogene cyster, non-odontogene cyster samt uægte cyster. Nedenfor gennemgås de mest almindelige typer, og der er således ikke tale om en komplet oversigt over cyster i kæberne.

Typer af cyster
Inflammationsbetingede odontogene cyster
Den radikulære cyste er den hyppigst forekomne cyste i kæberne. Den udgør mellem 50 og 75 % af alle cyster. En radikulær cyste udvikles fra de Malassezske epiteltrester svarende til en apikal parodontitis og findes således i relation til apex på en ikke-vital tand. Den er oftest asymptomatisk.

Den kan findes hos patienter i alle aldre – dog sjældent hos børn. De fleste radikulære cyster er små (0,5-1,5 cm) og kan i disse tilfælde være vanskelige at adskille fra en apikal parodontitis, men jo større den periapikale proces er, jo større er sandsynligheden for, at der er tale om en radikulær cyste.

Den radikulære cyste kan forårsage rodresorption af både den involverede tand og nabotænderne samt displacering af tænder, men knogleekspansion er sjælden. Residualcysten er en radikulærcyste, som er blevet efterladt eller insufficient fjernet i forbindelse med en ekstraktion af en tand. Størrelsen er oftest 1-3 cm, men residualcyster med større diameter kan også forekomme.

Udviklingsbetingede odontogene cyster
Den follikulære cyste er den næsthyppigste cyste i kæberne og er en udviklingsbetinget cyste. Den udvikler sig omkring en delvist eller ikke-erupteret tand eller en tand under udvikling og ses især i forbindelse med retinerede eller delvist erupterede visdomstænder, hvor den fæster ved tandens emalje-cementgrænse. Cysten finder man hos patienter i alle aldre, men ses hyppigst hos mænd under 30 år.

Follikulærcysten udvikles ved proliferation af epitelrester fra emaljeorganet og vokser ved frigivelse af knogleresorberende faktorer og et øget osmotisk tryk. Mange patienter oplever ingen symptomer fra follikulærcysten, og den kan derfor blive meget stor, før den bliver opdaget. Det sker typisk som et tilfældigt fund på røntgen.

En lateral periodontalcyste er en ikke-keratiniseret cyste, der opstår lateralt på roden af en vital tand. Den udvikler sig fra Malassezske og Serres epitelrester. Cysten er symptomfri og forekommer oftest hos voksne mænd omkring præmolarer og hjørnetænder i både over- og underkæben.

Den odontogene keratocyste kan findes hos patienter i alle aldre, men ses hyppigst hos teenagere og unge voks ne. Cysten er den af de odontogene cyster, der vokser mest aggressivt og har den højeste recidivfrekvens. Den findes i mange forskellige former og udseender. Den kan variere fra en lille, afgrænset læsion til en stor og multilokulær læsion. Den optræder dobbelt så hyppigt i mandiblen som i maksillen og især i molarregionerne.

Non-odontogene cyster
Den nasopalatinale cyste udgår embryologisk fra epitelet i ductus nasopalatinus og er således en non-odontogen cyste, som udelukkende forekommer i overkæbefronten. Cysten er oftest asymptomatisk, men kan displacere nabotænder, og hævelse af papilla incisiva kan end videre medføre accidentiel påbidning.

Uægte cyster/Pseudocyster
Uægte cyster har ikke epitelbeklædning og opfylder således ikke definitionen på en cyste. Blandt de uægte cyster hører den traumatiske knoglecyste, også kaldet solitær, simpel eller hæmoragisk knoglecyste. Ætiologien er ukendt og er således ikke relateret til et traume. Forandringen er symptomfri og findes ofte i underkæbens korpusregion hos unge individer, hvor der kan ses eks pansion af cortex.

Behandling
For at sikre, at man har stillet den rette diagnose, bør store cyster præoperativt udredes med CBCT- eller CT scanning. Aspiration kan også overvejes. Ved stråfarvet aspirat foretages eksploration med henblik på enukleation (se nedenfor) af cysten. Giver aspirationen ikke noget udbytte, kan det være en solid læsion (en tumor), og så udføres der biopsi. Indeholder aspiratet kun blod, kan der overvejes yderligere udredning med laserdopplerteknik eller angiografi.

Oftest involverer behandling af cysten et kirurgisk indgreb. Fjernelse af cysten kirurgisk – enukleation – er hyppigst indiceret. Det indebærer, at man fjerner alt blødt og hårdt væv inde i knoglekaviteten. Med andre ord: Hele den cystiske læsion fjernes, og det tilstræbes at bevare cystekapslen intakt for på den måde at sikre, at hele cysten er fjernet.

Enukleation med curettage betyder, at man ud over enukleationen også fjerner op til et par millimeter af den omgivende knogle med en curette eller et rosenbor.

Bruger man marsupialisation eller de kompression, fjernes en del af cystens væg. Derefter holder man cysten åben mod mundhulen. Den resterende cystekapsel efterlades. Det får trykket til at falde inde i cysten, hvilket medfører, at cysten og knoglekaviteten gradvist reduceres i størrelse.

Marsupialisation/dekompression kan overvejes i tilfælde, hvor der er øget risiko for oroantral/oronasal kommunika tion, nerveskade eller kæbefraktur eller hos svært medicinsk kompromitterede patienter, hvor større kirurgi er kontra indiceret. Når cysten er reduceret i størrelse, og risikoen dermed er minimeret, er det typisk nødvendigt at fjerne restcysten ved enukleation.

I de tilfælde, hvor cystetypen kan bestemmes på baggrund af den kliniske og radiologiske undersøgelse, er der ikke behov for at indsende vævet til histopatologisk undersøgelse. Dette er ofte tilfældet ved fx radikulære cyster. Histopatologisk undersøgelse forbeholdes tilfælde, hvor der er mistanke om udviklingsbetingede kæbecyster, tumorer eller andre patologiske tilstande, hvor vævsanalysen kan bidrage afgørende til korrekt diagnostik, behandling eller op følgning.

Kilde:
Du C, Wang Z, Lan D et al. Clinical analysis of 1,038 cases of odontogenic jawbone cysts. BMC Oral Health. 2024;24:1387.

Modig M. Cystor i mun- och käkregionen (set i september 2026). Tilgængelig fra: URL: https:// www.internetodontologi.se/kakkirurgi/cystor-i mun-och-kakregionen/