Det meningsfulde arbejde giver mig overskud

Karin Kornø Rasmussen spørger:

Hvad fik dig til allerede som studerende at engagere dig så stærkt i frivilligt arbejde?

- Jeg er uddannet sygeplejerske og begyndte bagefter på en kandidatuddannelse i global sundhed. I forbindelse med uddannelsen var jeg på en felttur til Tanzania, hvor vi besøgte forskellige sundhedsfaciliteter. Under hele turen så vi kun én tandlægeklinik. Den dag var tandlægen der ikke, og ingen kunne rigtig fortælle os, hvornår der sidst havde været en.

Det gjorde stort indtryk på mig. Her hjemme har vi været tilknyttet tandplejen, siden vi var børn, og ved, hvor vigtigt det er at passe på tænderne. I Tanzania gik det op for mig, hvor negligeret tandsundheden kan være. Jeg tænkte: De må jo også have problemer med tænderne her – hvorfor har de ikke mulighed for at få behandling?

Da jeg kom hjem, søgte jeg ind på tandlægestudiet. Da Tandsundhed Uden Grænser holdt oplæg på min allerførste studiedag, gik jeg direkte ned til kontaktpersonen fra Frivillignetværket bagefter og sagde: ”Det der skal jeg være med i.”

I begyndelsen foregik mit frivillige arbejde på universitetet og ikke ude i verden. Jeg ville undersøge, hvordan vi som studerende kunne hjælpe, også når vi ikke var på mission. Der fandtes allerede et frivillignetværk, som jeg forsøgte at gøre det lettere og mere meningsfuldt at engagere sig i. Vi skabte opmærksomhed om organisationen, samlede penge ind, hvervede medlemmer, solgte kage og deltog på messer. Det kan lyde meget lavpraktisk, men alt det arbejde, der får en organisation til at fungere, er vigtigt. Man behøver ikke rejse ud for at gøre en forskel.

Senere har jeg været med Tandsundhed Uden Grænser til Rwanda og Guatemala. Her kunne jeg se, at indsatsen gjorde en forskel. Nogle børn kommer ikke i skole, fordi de har ondt i munden. At kunne være med til at give dem en bedre skolegang, synes jeg er fantastisk. Det er den følelse, der har drevet mig. Det frivillige arbejde har også givet mig et godt netværk og relationer, som har betydet meget. Jeg har blandt andre mødt Karin Kornø Rasmussen, som er blevet lidt af en mentor for mig.

Hvordan fandt du overskud til det frivillige arbejde sideløbende med studiet?
- Det frivillige arbejde skulle passes ind mellem et krævende tandlægestudie og vagter som sygeplejerske. Jeg havde ikke mere SU og var derfor nødt til at arbejde ved siden af. Men det frivillige arbejde føltes ikke altid som endnu en opgave. Når det hele havde været hårdt med klinik, aftenvagter og læsning, kunne en eftermiddag på lageret i kælderen på Panum, hvor vi sorterede ting til organisationen, faktisk være et dejligt afbræk. Fordi arbejdet føltes vigtigt og meningsfuldt, havde jeg lyst til at prioritere det.

Der har været perioder, hvor jeg var så presset, at jeg overvejede at droppe det frivillige arbejde. Men det havde jeg ikke lyst til. I stedet måtte jeg strukturere min hverdag, så der blev plads til det. Heldigvis er arbejdet fleksibelt, så jeg har kunnet bidrage mere i nogle perioder end andre. Nu er jeg færdiguddannet og ikke længere studenterfrivillig, men suppleant i Tandsundhed Uden Grænsers bestyrelse. Jeg håber på flere missioner, men vil også fortsætte arbejdet herhjemme.

Hvor ser du dig selv om 20 år?
- Så er jeg 52 år, og det er svært at vide, hvor jeg vil være. Men man har altid lov til at drømme. Jeg bliver ved med at vende tilbage til patienterne på hospitalerne. Som sygeplejerske har jeg set, hvordan munden let bliver negligeret på sygehuset. Tænderne spiller en lille rolle, selv om de er så vigtige for resten af kroppen. Derfor kunne jeg godt tænke mig at arbejde med mundsundheden på hospitalerne og på en eller anden måde binde mine to fag som sygeplejerske og tandlæge sammen. Hvordan jeg skal gøre det, må tiden vise.

Om 20 år håber jeg også stadig at være engageret i Tandsundhed Uden Grænser. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at forme og koordinere projekter, så organisationen kan nå ud til endnu flere børn. Om jeg kommer til at gøre en forskel gennem et projekt i et andet land, på et hospital herhjemme eller i en helt tredje sammenhæng, ved jeg ikke. Men jeg håber, at jeg stadig har mit engagement og mit ønske om at hjælpe mennesker, der har brug for det.

Hvem vil du give stafetten videre til – og hvorfor?
Jeg vil gerne sende stafetten videre til studieleder og tandlæge Merete Markvart, fordi hun har været en stor inspiration og mentor for mig gennem studiet. Merete har hjulpet mig med at finde frem til det, jeg fagligt brænder mest for, og gjort det muligt for mig at for følge det. Det ved jeg, at hun også gør for mange andre studerende.

Laura Horne spørger:
Hvordan motiverer du studerende til at finde deres egen retning og interesse gennem tandlægestudiet?