Tre formænd takker af: "Jeg tror faktisk, vi har fundet noget, vi er helt enige om"

PERNILLE PALSBO TØTTRUP 

36 år, formand for Privatansatte Tandlæger (PATU) siden november 2018. Uddannet i 2012 fra Tandlægeskolen i Aarhus. Har været fagpolitisk aktiv i mere end 10 år, bl.a. i hovedbestyrelsen og lokalbestyrelsen i Region Midt. Arbejder som tandlæge hos Tandlægerne Stjernepladsen i Aarhus. 

MIN STØRSTE SEJR
Den retlige afgørelse om løn under sygdom på enkeltstående sygedage. Og mulighed for at forhandle om bedre barselsforhold.

TORBEN SCHØNWALDT

60 år, formand for Klinikejerne (KEU) siden november 2016. Uddannet fra Aarhus Universitet Tandlægeskolen i 1992. Har været fagpolitisk aktiv i mere end ti år bl.a. som bestyrelsesmedlem i Region Syddanmarks tandlægeforening. Partner og tandlæge hos Harald Tandlægerne Sønderåparken i Vejle. 

MIN STØRSTE SEJR 

At vi fik politikerne til at indse, at ændringen af autorisationsloven ved salg og klinikoverdragelse var helt forfejlet. Jeg er heller ikke ked af, at vi sagde nej til en helt uspiselig tandlægeoverenskomst i 2018.

SUSANNE EGTOFT NIELSEN

53 år, formand for Offentligt Ansatte Tandlæger (OATU) siden november 2016. Uddannet fra Tandlægeskolen i Aarhus i 1995. Har været fagpolitisk aktiv i knap 10 år, bl.a. i det tidligere KATU og i den nordjyske kredsbestyrelse. Klinikleder på tandklinikken på Gl. Hasseris Skole i Aalborg. 

MIN STØRSTE SEJR 

At få opbygget et super samarbejde med ATO, så vi kunne lande en overenskomst, vi alle var 100 % tilfredse med.

Kære Pernille og Susanne

Tak for de fagpolitiske diskussioner, vi har haft som udvalgsformænd. På trods af vores ofte modstridende interesser er jeg glad for, at vi altid er ”gået efter bolden og ikke efter manden”. 

Selvom vi brænder for de bedste vilkår for, at tandlæger kan udleve deres tandlægeliv både på den korte og på den lange bane, er der et par spørgsmål, der trænger sig på. 

Pernille, der har gennem min formandstid været stor fokus på økonomi. Fra jeres side på kort arbejdstid og stor indtjening og fra vores side på rentabilitet. Måske uforenelige størrelser, men i min optik handler det om, at der også i fremtiden skal være klinikker, der kan tilbyde ansættelse, eller som kan være fundament for kommende klinikejere. 

Driver fokus på ”hvad kan jeg få i løn” en uheldig udvikling? Når mange ansatte tandlæger tjener mere end deres chefer, målt på timeindsats, bliver det svært at sælge klinikejerlivet på en romantisk fortælling om frihed og selvbestemmelse. 

Vi klinikejere har også et ansvar i ”lønskrue-problematikken”, men vi står ofte med et valg om at ”få eller ikke få en ansat tandlæge”. Nogle vælger jer fra, selvom behovet er der. Er det for dyrt, er det bare ikke holdbart på den lange bane. Selv klinikejere har en udløbsdato, hvor de gerne vil gå på pension, og så skal der jo være nogen til at tage over. 

Så Pernille, er I bevidste om den problematik, som I måske er med til at skabe? At de lukrative løn- og arbejdsforhold, som stort set ingen andre faggrupper kan matche, kan bevirke, at vi i fremtiden vil stå i en situation med mangel på klinikker til at ansætte tandlæger? Det vil i min optik være en tandsundhedsfaglig katastrofe. 

Og Susanne, da vi var til møde på Christiansborg om vederlagsfri tandpleje, var vi enige om, at det ikke var de unge, der havde det største behov for gratis tandlæge. Da forslaget blev til virkelighed, er romancen mellem vores to segmenter blevet køligere. Det er nu blevet et spørgsmål om, hvem patientgruppen ”tilhører”. Mange af mine kolleger ser den nye BUT-lov som strandhugst på deres patienter, og dine kolleger har måske set det som en mulighed for at styrke den offentlige tandpleje. 

At forslaget kunne forebygge dropout i overgangen fra BUT til voksentandplejen, var vi enige om, fordi den nye ordning åbnede op for frit valg mellem kommunal tandpleje og privat praksis. Jeg kan dog godt blive bekymret for, om det virkelig er det, vi opnår, eller om vi bare flytter dropoutproblematikken til senere. For satser kommunerne på at beholde de unge, til de er 21 år upåagtet, om kommunerne har ressourcerne til at håndtere alle disse ”nye” patienter? Jeg frygter, at man fristes til at løse problemet ved generelt at forlænge indkaldeintervallet for de unge, og at der derved bliver skubbet et større behandlingsbehov foran de unge, når de overgår til selvbetalt voksentandpleje. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at du kunne betrygge mig i, at man reelt fra kommunernes side vil slippe de unge til privat praksis, når de bliver 18 år, hvis man ikke har kapaciteten til at håndtere dem og deres behandlingsbehov. 

Mange hilsner

Torben

Kære Torben og Pernille

Først og fremmest tak for det gode samarbejde i de efterhånden mange år. Jeg synes, som du Torben, at det har været supergodt. Vi er kommet rigtig langt med at lytte til hinanden og respektere hinandens forskellige indgangsvinkel til tingene. En vis grad af jydesammenhold kan man jo nok heller ikke undsige sig. 

Når jeg læser Torbens spørgsmål til dig Pernille, kommer jeg sådan til at tænke på, om I nogensinde har overvejet, om det vil kunne gavne jeres ansatte tandlæger at lave en overenskomst, der giver faste løn- og ansættelsesvilkår ligesom på det offentlige område? Jeg ved godt, at I har diskuteret mangt og meget fra barselsregler til fravær og introkontrakter, så måske kunne det være en idé. Måske kunne du Pernille overveje, hvad der ville have gjort det lettere for dig at komme ud som ny dengang – du er trods alt stadig så ung, at du kan huske det. Du kunne give idéerne videre til din efterfølger. 

Og til dig Torben, jeg tror, at vi lige skal gøre én ting klart. Det er ikke de kommunale klinikker, der har besluttet, at regnestykket for de 18-22-årige skal gøres op i kommunerne – det er politikerne, der har truffet beslutningen, som vi sammen – uden held – prøvede at gøre anderledes. 

De unge har fået et valg, og jeg er helt sikker på, at der er mange, som ikke kommer til at vælge – det er bare lettere for dem at blive dér, hvor de er. Kommunerne sidder med udgiften og er velbegrundet bange for, hvordan økonomien kommer til at holde. De vil derfor naturligvis lave så meget selv som muligt. At tro, at intervallerne øges, og behandlinger udsættes, til efter den unge bliver tvunget ud, synes jeg faktisk er at sætte spørgsmålstegn ved de kommunalt ansattes dømmekraft og ansvar som tandlæger. Jeg synes faktisk, diskussionen nogle gange er kommet til at handle om, hvem der har kompetencen til at tage sig af dem, og jeg har virkelig svært ved at få øje på, at vi ikke alle har samme uddannelse. 

Torben; jeg tror roligt, du kan regne med, at alle kommuner er klar til at sende alle ud, der måtte ønske det, og ligeledes alle, de ikke har kapacitet til. Men har du overvejet, om de steder, der ikke kan øge kapaciteten pga. rekrutteringsvanskeligheder, måske heller ikke har en praksis, der kan overtage nogle af patienterne? Hvad ville du så gøre, hvis det var dig, der var overtandlæge? 

Og apropos ting vi gerne ville have gjort: Hvad ville I så have ønsket jer, I også havde nået i jeres formandsperiode, for jeg tænker, at vi alle tre har noget på ønskelisten? Og måske er der også en enkelt ting, I har været særligt stolte af at opnå? 

Noget af det, der fylder mine overvejelser lige nu er, hvordan vi kan få vores medlemmer til med stolthed at sige, at de er medlemmer af Tandlægeforeningen og føle et reelt tilhørsforhold – måske har I en idé til det? 

Mange hilsner

Susanne  

Kære Torben og Susanne

Tak for samarbejdet gennem de seneste år. Vi er langtfra altid enige, men vi har formået at lytte og være undersøgende i forhold til hinandens synspunkter. Det har været en fornøjelse. 

Kære Torben. Jeg undrer mig til stadighed over, at man kan mene, at en ansat tandlæge er en årsag til, at en given klinik ikke giver overskud. I min optik er der flere parametre, man kan skrue på. 

Jeg køber ikke præmissen om, at man som ansat tandlæge tjener mere end sin chef. Generelt ligger timeomsætningen for en klinikejer højere end for en ansat tandlæge. Til gengæld kan der være en skattemæssig fordel i som klinikejer ikke at udbetale en alt for høj løn til sig selv af overskuddet. 

Jeg kan ikke genkende billedet af, at ansatte tandlæger kun er drevet af profit. Tværtimod oplever jeg, at flere og flere er drevet af at have en spændende arbejdsdag med sparring og mulighed for udvikling. 

Torben, kunne man forestille sig, at de sidste mange års retorik om, at det er alt for hårdt og alt for dyrt at være klinikejer, måske har skræmt de ansatte tandlæger fra at blive klinikejere? 

Kære Susanne. Som du ved, har der været mange drøftelser i tidens løb omkring en overenskomst for privatansatte tandlæger. Vi spurgte på et tidspunkt vores medlemmer, om de ville være villige til at betale for bedre barselsvilkår. Svaret var et tydeligt nej tak. Og sådan er det jo med overenskomster. Man betaler for sikkerhed i løn- og ansættelse. Det koster noget af lønnen, hvis man vil have bedre barsel, mere ferie eller løn under børns sygdom. Jeg fornemmer, at de fleste privatansatte tandlæger hellere vil betale selv end at undvære deres nuværende lønniveau. En overenskomst er en sympatisk aftale, hvor man forsøger at sikre flest muligt. Det tror jeg ikke, de privatansatte tandlæger er klar til. 

Du spørger, hvad der ville have gjort det nemmere for mig at være nyuddannet. Jeg ville klart have ønsket, at der havde været en mere formaliseret mentorordning. Jeg ved, at flere kommunale klinikker har nogle rigtig fine mentorforløb for deres nyuddannede kollegaer, men jeg drømmer om, at det udbredes til alle klinikker. Susanne, jeg vil gerne spørge dig: Tror du, at udvidelsen af BUT fra 18-21 år løser dropoutproblematikken? 

En ting jeg er stolt af fra min formandstid, er vores håndtering af nedlukningen under COVID-19. Jeg ville gerne have nået at lande en form for overenskomst, som havde sikret gode barselsforhold, løn under barnets sygdom samt pensionsforhold. Samtidig ville det have glædet mig, hvis jeg havde haft et godt bud på, hvordan TF bliver ved med at være relevant og det primære valg for medlemmerne. 

Venlig hilsen

Pernille

Kære Pernille og Susanne

Pernille, jeg mindes nu ikke, at jeg har formuleret, at ansatte tandlæger er årsag til, at private klinikker ikke giver overskud. Ansatte tandlæger kan såmænd være en god investering, men langtfra i alle tilfælde, og det har noget med lønforhold at gøre. 

Det er givetvis rigtigt, at klinikejere, der har ansatte tandlæger og tandplejere, har en højere timeomsætning end deres ansatte tandlæger. Årsagen skal findes i, at klinikejeren af gode grunde delegerer de opgaver ud, hvor det ikke er rentabelt for ham/hende at udføre dem. Udfører en klinikejer fx en FU og en tandrensning, er det så lavt honoreret, at der er et direkte tab, med andre ord har klinikejeren penge med på arbejde. Det er jo ikke tilfældet med en ansat tandlæge, der leverer den samme ydelse. 

Hvor gerne du end vil betvivle løn­ eller overskudsforholdene hos klinikejere, er der klar statistik, der taler sit tydelige sprog. En del klinikejere tjener mindre end deres ansatte tandlæger. Der er ikke mange klinikejere, der kan trække 35 % + værdien af feriepenge ud af deres egen omsætning, det vil de fleste revisionsselskaber kunne bekræfte. 

Jeg er helt enig med dig i, at fortællingen om det hårde klinikejerliv gør det lidet fristende for ansatte tandlæger at springe ud i klinikejerlivet. Sådan er klinikejerlivet til tider, men der er heldigvis også glæden ved at kunne forme sin egen fremtid og friheden til at kunne beslutte mål og retning for eget arbejdsliv. Den fortælling kunne vi sammen udbrede. 

Og Susanne, jeg har stor tiltro til, at mine kommunale kolleger har både ønsket om og kompetencerne til at løfte den opgave, som politikerne har trukket ned over hovedet på dem med den nye BUT-­udvidelse. Min bekymring går på, om ressourcerne ikke rækker, når det kommer til hænder og klinikfaciliteter. Så er det nærliggende at frygte, at man vil se efter andre redskaber til at håndtere de mange nye patienter inden for egne rammer. Jeg håber inderligt, at jeg ser spøgelser. 

Jeg føler meget med overtandlægerne, der har fået en umulig opgave med at få BUT-projektet til at lykkes med alt for få penge. Deres bekymring er velbegrundet, uanset om de unge forbliver under de kommunale vinger, eller om de sluses ud til privat praksis. 

Jeg håber på, at vi sammen kan løse håndteringen af de 18­-21-­årige, så de fastholdes i gode vaner med regelmæssig tandpleje, også når de overgår til privat tandpleje. Økonomien må vi drøfte med de ansvarlige politikere. 

Bedste hilsner

Torben

Kære Torben og Pernille

Helt uden at vide det tror jeg faktisk, vi har fundet noget, vi er helt enige om – som det ville være fedt at arbejde sammen om også i fremtiden! 

“Tværtimod oplever jeg, at flere og flere er drevet af at have en spændende arbejdsdag med sparring og mulighed for udvikling.” Det er din linje Pernille, men du Torben vil gerne arbejde for “glæden ved at kunne forme sin egen fremtid og friheden til at kunne beslutte mål og retning for eget arbejdsliv”. Jeg tror faktisk, jeg ville skrive “skabe et job med mulighed for at udvikle og udnytte sine muligheder for at bevare engagementet.” 

Og hvorfor tror jeg, vi er enige? Jo, ved sammen at kæmpe imod noget af alt det, der giver bøvl i hverdagen, kan vi måske hen ad vejen lave plads til, at vi hver især kan nærme os det, vi ønsker os. 

Jeg tror, du og jeg, Torben, kan bruge det i vores fremtidige samarbejde, og hvis vi savner udfordring og udvikling, så ringer vi efter dig Pernille. Hvis vi lige skal runde de 18-­21-­årige, så tror jeg ikke på, at alverdens penge kan fjerne dropout – der vil helt sikkert ske en reduktion, og hvis vi bare kan fastholde nogle af dem, der ellers vælger os fra på grund af et kæmpe behandlingsbehov, så vil jeg være tilfreds. Noget af det, vi kan i kommunerne, er utrætteligt at kalde ind. Så Torben – hvis pengene ikke rækker, så må vi på arbejde igen. 

Jeg glæder mig til forhåbentlig at fortsætte i en ny funktion i Tandlægeforeningen, og jeg synes faktisk, at jeg har været med til mange spændende ting de seneste seks år som formand for OATU. En af de ting, jeg er mest stolt af, er det gode samarbejde, vi har opbygget med ATO. Jeg tror ikke på to foreninger i fremtiden, så vi skal arbejde bevidst på, at vores forening er foreningen for alle tandlæger. Det regner jeg med, at du hjælper med, Torben! 

Til dig Pernille: Hvad skal vi gøre, for at du kommer tilbage om et par år? Husk, du er den unge fagpolitiker med mest erfaring! Der er mange gode fagpolitiske år i dig endnu! 

Bedste hilsner

Susanne

Kære Torben og Susanne

Jeg glæder mig over, at også denne lille brevudveksling viser, at til trods for at vi anskuer tingene fra hver vores vinkel, så har vi ofte et fælles mål for øje. 

Susanne, jeg tror, at du har ret i, at vi alle tre gerne vil arbejde for, at vores fag bevæger sig i en retning, hvor faglighed er i højsædet. En retning, hvor vi både internt, men også eksternt bliver anskuet som et fag med høje standarder og en høj faglighed. Vi har et fantastisk fag, som byder på et hav af muligheder. Muligheder for at udfordre sig selv hele sin karriere på det faglige plan, men også for at sammensætte sin arbejdsdag, så den harmonerer med familielivet eller diverse hobbyer. 

Som vi ofte har talt om, så tror jeg ikke, at det er profit, der skal til for at lokke vores nyuddannede kollegaer til Udkantsdanmark. Jeg tror på, at en stilling med mulighed for den rigtig faglige udvikling og en god sparring er dét, der vil kunne trække arbejdskraften til klinikkerne udenfor de større byer. Det er altså ikke lykken som nyuddannet tandlæge at kunne cykle på arbejde, hvis det eneste, ens arbejde byder på, er FU’er, tandrensninger og et par enkeltfladede plastfyldninger. Jeg vil vove den påstand, at alle tandlæger – unge som gamle – nyder alsidigheden i vores fag. I både den offentlige og den private del af vores sektor mener jeg, at de bedste stillinger er dem, som giver mulighed for kontinuerlig udvikling og sparring. 

Torben, jeg vil gerne være med til at ændre fortællingen om, at livet som klinikejer kan være et godt og harmonisk liv. Jeg mener bare, at vi bliver nødt til at ændre narrativerne ”os og jer”. Fortællingen om, at klinikejerne altid står tilbage med alt arbejdet, og at de privatansatte bare skummer fløden og ikke tager ansvar. Jeg er stadig af den overbevisning, at de fleste klinikker er sunde forretninger. Jeg har ved flere lejligheder også tilkendegivet, at provisionssatsen ikke er essentiel for mig. Det vigtige er, hvad man får provision af. En provision på 33 % af en aftalebog fuld af behandlinger, er til alle tider bedre end en provision på 35 % af en aftalebog fyldt op med FU’er og tandrensninger. Jeg er klar over, at løn er en af de helt store udgifter, men det, jeg efterspørger, er en større nuancering af lønforhandlingen. Jeg synes, det er for nemt kun at se på de ansatte tandlægers lønninger for at finde et større overskud. Vist er vi den eneste gruppe uden en overenskomst, men vi er stadig en stor bidrager til produktionsapparatet. 

Kære begge, jeg vil ønske jer god vind på jeres videre færd i det fagpolitiske arbejde. Jeg vil for første gang prøve at stå helt udenfor det fagpolitiske arbejde. Måske det kun bliver for en kort bemærkning, og måske jeg bliver helt vild med livet på den anden side. Jeg vil ønske for fremtiden, at det lykkes at samle flere foreninger til én forening. Ligesom du, Susanne, tror jeg ikke på flere foreninger i fremtiden. Vi kan være nok så uenige, men når alt kommer til alt, er vi alle tandlæger. Tandlæger med en fælles passion for vores fag. Det må da være det vigtigste?

Venlig hilsen

Pernille