ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Status for specialtandpleje i Danmark

ABSTRACT

Originalartikel Dato: 19.08.2020

Specialtandpleje gives som et kommunalt tilbud om tandpleje i Sundhedsloven.

Kommunerne er frit stillede i forhold til organiseringen af opgaven, hvilket gør, at der findes ni forskellige måder at organisere tandplejetilbuddet på.

Nærværende undersøgelse peger på, at der er stor ulighed i adgang til specialtandplejetilbuddet, og at dækningsgraden varierer signifikant på landsplan.

Undersøgelsen peger ligeledes på, at ordningen opleves som vanskelig at omkostnings-/tidsestimere i forhold til de øvrige opgaver i den kommunale tandpleje.

Når man summerer data fra undersøgelsen, peger de på, at specialtandplejetilbuddet bør tages op til revision snarest.

Dette set både i lyset af anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen om en sammenlægning af omsorgs- og specialtandplejen, men også i lyset af, at det er politisk vedtaget at etablere et nyt tandplejetilbud i form af socialtandpleje, hvor der må forventes en gråzoneproblematik, og hvor der derfor bør være klare og tydelige snitflader til specialtandplejetilbuddet, således at visitationen lettes for alle involverede parter

Klinisk perspektiv
I den almene kliniske hverdag møder såvel den kommunale som den praktiserende tandlæge patienter med væsentlige funktionsnedsættelser, der gør det vanskeligt – måske umuligt for den enkelte patient at anvende de almene tilbud om tandpleje i praksistandplejen og i børne-unge-tandplejen. Hvis der er behov for et særligt tilbud, er det derfor relevant at henvise til specialtandplejen. Specialtandplejen synes på nuværende tidspunkt at være meget uensartet organiseret, hvorfor såvel de praktiserende tandlæger som kommunalt ansatte i social- og sundhedssektoren kan have svært ved at rådgive patienter og pårørende om ordningen, fordi den er så uensartet.