ANNONCE
Annonce
Lovændring:

Specialtandlæger kan droppe regresforsikring

Specialtandlæger, der ikke arbejder under ydernummer, kan ikke længere opkræves for udgifter i forbindelse med en tandskadeerstatningssag. 

En ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet betyder, at specialtandlæger, der ikke arbejder under ydernummer, ikke længere kan opkræves for udgifter i forbindelse med en tandskadeerstatningssag.

Specialtandlæger behøver derfor ikke længere at tegne en regresforsikring.

I Praksisforsikringsudvalget er man tilfreds med lovændringen, men desværre imødekommer ændringerne kun delvist de ønskede justeringer.

En tandlæge, der arbejder under eget ydernummer på sin klinikadresse, men som af og til tager ud på en anden klinik og arbejder som tandlæge, er nemlig ikke ”dækket” af sit ydernummer på den anden klinikadresse.

Derfor risikerer tandlægen at blive mødt af et regreskrav for en skade, som regionen har betalt for, og som stammer fra en behandling ydet på den anden tandlæges klinik.

– Det er helt urimeligt, at praktiserende tandlæger, der ikke arbejder under ydernummer, vil skulle afholde regionens udgifter for tandskadesager. Det har vi gjort Sundhedsministeriet opmærksom på, men det blev desværre ikke imødeset i de vedtagne ændringer, forklarer Henrik Nielsen, formand for Praksisforsikringsudvalget, og opfordrer til, at man tegner en regresforsikring, hvis det er relevant.

 

Læs mere om regresforsikringen på Praksisforsikringens hjemmeside på TF-praksisforsikring.dk

ANNONCE