Annonce
Juraekspert advarer:

Særlov mangler udløbsdato

Ny tandlægelov kan i princippet køre for evigt på trods af partiernes hensigtserklæringer om en helt ny model for voksentandplejen, advarer ekspert i sundhedsjura, Kent Kristensen, Syddansk Universitet.

Tekst: Freelancejournalist Anders Klebak

Tandlæger og patienter kan risikere at vente meget længe på en ny model for voksentandplejen. Trods politikernes enighed om behov for nytænkning er der ingen garanti for, at de bliver enige om, hvordan en model skal se ud og finansieres. Og det betyder, at den særlov, som efter alt at dømme bliver vedtaget enstemmigt i løbet af måneden, kan blive mere permanent, end politikerne lover.

Sådan lyder advarslen fra ekspert i sundhedsjura, lektor Kent Kristensen, fra Syddansk Universitet. Han hæfter sig ved, at særloven mangler en udløbsdato. – Der er ikke sat ophør på. Det kan bekymre mig, fordi det er et signal om, at politikerne ikke har voldsomt travlt med at få en ny model på bordet, siger han. Kent Kristensen sammenligner med lovindgrebet i 2013, hvor de praktiserende læger og regionerne ikke kunne blive enige om ny overenskomst. Her skrev politikerne ind i loven, at den kun gjaldt et år. Det tvang forhandlingsparterne til bordet igen.
 

Det ville være mere troværdigt, hvis der var en juridisk garanti i form af en udløbsdato på loven

Ingen tidshorisont
Men den tidshorisont findes altså ikke i den nye tandlægelov, der heller ikke indholdsmæssigt tvinger politikerne til en ny løsning: – Man har i store træk videreført indholdet fra overenskomsten og desuden sat et udgiftsloft. Tandlægerne skal modregnes, hvis loftet overskrides. Bliver man ikke enige om en ny model, er patienterne altså stadig sikret tilskud, og udgifterne er i ro, siger han.
 

S-ordfører: “Loven er midlertidig”
Spørger man oppositionen, om særloven kan blive permanent, lyder svaret nej. – Jeg vil gerne præcisere meget tydeligt: Dette er en midlertidig ordning, siger Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører fra Socialdemokratiet.

Også Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører fra SF, kalder loven en midlertidig løsning. – Jeg stemmer ja til hasteloven, fordi vi er nødt til at løse nødsituationen, som vi er endt i. Jeg vil efterfølgende kaste mig ind i kampen for at finde ud af, hvad der skal erstatte det, vi har været vant til, siger hun.

Men de politiske hensigter er stadig kun hensigter, siger lektor Kent Kristensen. – Politikerne siger enstemmigt, at der er brug for at ryste posen på tandlægeområdet. Det er al ære værd, at de gerne vil løse overgangsproblemer og social ulighed. Men løfterne bliver tomme. De rækker ikke længere, end hvad de kan blive enige om. Det ville være mere troværdigt, hvis der var en juridisk garanti i form af en udløbsdato på loven, siger han.

 

Kommentarer

Emner

Annonce