ANNONCE
Annonce
Professor i sundhedsøkonomi:

Minister er tvunget til at lytte til tandlægerne

Tandlægernes interesse i at indgå i et offentligt sundhedssystem falder i takt med tilskudsandelen. Derfor har sundhedsministeren ikke uindskrænket magt til at diktere rammerne, vurderer professor Kjeld Møller Pedersen. Han forudser samtidig, at OK-forhandlinger vil genopstå, når en ny model ligger klar.

Tekst: Anders Klebak / Illustration: Flemming Dupont

REGIONERNE har revet kontrakten med tandlægerne over, og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) barsler med lovindgreb og en helt ny plan for voksentandplejen. Men betyder det, at Tandlægeforeningen er sat udenfor døren for evigt? Nej, vurderer Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet. 

Ministeren er nødt til at spørge sig selv, om hendes forslag er attraktivt for tandlægerne

Kjeld Møller Pedersen, professor

Ifølge sundhedsloven har ministeren næsten uindskrænket magt til at diktere spillereglerne for tandplejen, bl.a. honorarer og tilskud. Men i praksis er hun nødt til at tage hensyn til tandlægerne. Løbende nedskæringer af tilskudsrammen har nemlig formindsket tandlægernes incitament til at være med i en offentlig ordning. 

– Når egenbetalingen i dag er oppe omkring 85 %, er det ikke blot en akademisk diskussion, om tandlægerne vil være med eller ej. Ministeren er nødt til at spørge sig selv, om hendes forslag er attraktivt for tandlægerne, siger han.
Han tror derfor, Tandlægeforeningen kommer til at spille en aktiv rolle i at få et nyt system på plads.

I et aftalepapir, som samtlige partier i Folketinget har underskrevet, fremgår det, at man ikke har tænkt sig at tilføre området flere penge end den nuværende ramme. Men samtidig er aftalen fyldt med store ord, ifølge Kjeld Møller Pedersen. Fx skal den nye model for voksentandplejen løse sektorovergangsproblematikken og skabe mere social lighed i tandplejen. Og brugerbetalingen må ikke stige.

Trækker på smilebåndet
Kjeld Møller Pedersen spåede i efteråret i Tandlægebladet, at forhandlingerne ville ende med et sammenbrud. Ingen ville betale de 300 mio. kr., som manglede. Derfor er han heller ikke overrasket i dag. Han mener, konflikten skyldes Sundhedsstyrelsens fejlvurdering af effekten af trafiklys-retningslinjen, som blev meget dyrere end forventet. 

Det vil være revolutionerende, hvis det lykkes at komme med en plan, som kan løse alt

Kjeld Møller Pedersen, professor

– Ønskelisten er meget lang. Udvalget, som skal udvikle en ny model, kommer på hårdt arbejde. Det vil være revolutionerende, hvis det lykkes at komme med en plan, som kan løse alt dette indenfor de restriktioner, politikerne selv sætter op. Man trækker lidt på smilebåndet, siger han.

Svært at presse prisen
Men ryger regningen for denne ønskeliste ikke bare over på tandlægerne? I aftalen står der, at tandlægepriserne i dag er “urimelige”, og man vil arbejde for at sænke dem. Men det er ikke så ligetil at tvinge tandlægerne ned i pris, siger sundhedsøkonomen. 

Det ville svare til, at man i overenskomstforhandlinger på det almindelige arbejdsmarked sagde til lønmodtagerne: “Vi har brugt for mange penge, så nu skal I ned i løn”. Det bliver meget svært at få igennem, siger han.
Kjeld Møller Pedersen forudser også, at forhandlingerne mellem tandlæger og myndigheder vil genopstå, så snart der ligger en ny model klar.

– Min vurdering er, at der også fremover vil være et aftalesystem. Den nye model for tandplejen vil så danne grundlag for forhandlingerne. Det er helt uholdbart med diktater ovenfra. Der er jo tale om en gruppe private erhvervsdrivende, man vil have til at løse en sundhedsopgave for det offentlige. 

Til gengæld mener han, at forhandlingssystemet har været skævvredet under de forliste forhandlinger og også i fremtiden vil være det. Regionerne kunne under hele forløbet true med et ministerindgreb. 

– Det giver anledning til bekymring, at der er en indbygget asymmetri i systemet, hvor sundhedsministeren kan træde ind på vegne af den offentlige part, hvis tandlægerne ikke vil makke ret, siger han. 

Tandlægebladet har forsøgt at få et interview med sundhedsminister Ellen Trane Nørby, men ministeriets presseafdeling oplyser, at hun har for travlt. Vi opdaterer på tandlægebladet.dk, hvis det lykkes at komme igennem.

 

Kommentarer
ANNONCE