Lovgrundlag, indhold og organisering af tandpleje i relation til socialt belastede befolkningsgrupper
ABSTRACT
Formålet med denne artikel er at beskrive tandplejesystemerne i fire nordiske lande, dels generelt og dels med særligt henblik på socialt udsatte grupper.
Alle fire lande tilbyder gratis tandpleje til børn og unge, mens de griber voksentandplejen forskelligt an.
I Norge er der fuld brugerbetaling. I Danmark bliver de basale udgifter refunderet, men kun delvis.
I Finland yder det offentlige tilskud, men der er begrænset adgang hertil.
I Sverige skal voksne selv betale op til et vist beløb, mens der er tilskud til dyre behandlinger.
Alle nordiske lande har desuden en række tilskudsordninger til tandpleje for socialt udsatte grupper.
Tandplejesystemet i alle landene har med tiden udviklet sig til et kludetæppe af forskellige ordninger, som i disse år er under revision med større eller mindre ændringer til følge.
Klinisk relevans
I Danmark, Finland, Norge og Sverige er der generelt en egenbetaling for voksnes tandbehandling, og denne egenbetaling
udgør klart en barriere for socialt udsatte borgeres tandpleje. I alle fire lande kan særligt socialt udsatte personer på visse
betingelser ansøge og opnå økonomisk støtte til tandbehandling. Men fælles for sådanne ordninger er, at de ikke fremstår
som en del af en overordnet plan eller politisk vision. Det er ordninger, der er blevet etableret ved knopskydning i løbet
af en årrække. Det er vanskeligt, ikke mindst for borgerne, at gennemskue mulighederne, som ofte fordrer en længere bureaukratisk proces i det offentlige system. Derudover er økonomisk støtte alene ikke altid nok, idet udsatte grupper med fx stofmisbrug eller mentale lidelser ofte har behov for hjælp til overhovedet at komme i kontakt med tandplejen. Et samarbejde med relevante institutioner, der i hverdagen arbejder med disse grupper, er nødvendigt.