ANNONCE
ANNONCE
Fagstafetten:

"Jeg var så presset af smerter"

Da smerterne tog til, måtte Jesper Hatt lægge tandlægerollen på hylden. Det åbnede nye muligheder, og i dag kan Jesper Hatt bryste sig af sin egen rådgivningsvirksomhed, der hjælper klinikejere med at drive en bedre forretning. 

Tekst: Mette Wallach / Foto: Peter Helles Eriksen

I Fagstafetten går vi tæt på en tandlæge med en helt særlig drive og passion for sit fag.

Denne gang har Marc Onuoha sendt stafetten videre til Jesper Hatt.

Er der et liv på den anden side af tandlægestolen? 

Det er der, og det er faktisk overraskende positivt.

Det er umiddelbart vanskeligt at finde et decideret job på den anden side af stolen, hvis man er uddannet tandlæge. Det virker, som om alle andre tænker, at det eneste, tandlæger kan finde ud af, er at lave tænder.

Men jeg har fundet en hylde, hvor jeg har etableret en rådgivningsvirksomhed, der hjælper klinikejere med at drive en bedre forretning.

På nuværende tidspunkt har jeg kunder i seks forskellige lande, så det har grebet lidt om sig i forhold til, at udgangspunktet var afgrænset til Danmark.

Der er ikke så meget tradition for at bruge sådan nogle som mig til at forbedre klinikdriften i Danmark. Men jeg bliver alligevel kontaktet af alt fra helt store klinikker til enkeltmandspraksisser.

Jeg har altid brændt for driften af klinikken, samt hvordan man kan coache sine medarbejdere til at blive en bedre version af sig selv og kommunikere med patienter, så de får lyst til at investere i de ydelser, de har behov for.

Hvorfor stoppede du som tandlæge?
– Jeg måtte stoppe som tandlæge, fordi mine fingre begyndte at blive følelsesløse, når jeg behandlede mine patienter.

Jeg prøvede alt i forsøget på at blive ved med at praktisere, men ligegyldigt hvad jeg prøvede, blev det ved med at brænde i min nakke og skuldre, og mine fingre blev følelsesløse, når jeg sad bøjet over patienterne.

Neurologen mener, det højst sandsynligt var en diskusforskydning i nakken.

Sammen med min businesspartner Tandlægen.dk forsøgte jeg uden held at skaffe en anden tandlæge til Skagen, så det endte med, at vi måtte lukke klinikken.

Min største frygt var, at jeg aldrig ville komme tilbage til stolen. Det har jo siden vist sig at være sandt.

Derfor har jeg været nødt til at spørge mig selv om, hvad jeg så kan i stedet. Jeg har altid haft et meget stort pyt-gen, der gør, at jeg ikke tager offerrollen på mig, men i stedet begynder at lede efter løsninger.

Det kan godt være, at jeg ikke kan arbejde som tandlæge mere, men hjælper det mig at sidde og tude over det? Nej.
 

Jesper Hatt

  • Alder: 44 år
  • Uddannet fra Tandlægeskolen i Aarhus i 2003
  • Stoppede som tandlæge i december 2018 pga. føleforstyrrelser i fingrene kombineret med nakke- og skuldersmerter
  • Nuværende job: Drift-optimeringscoach og blogger på Hattconsulting.com

Hvor har du fået kompetencer til at kunne rådgive andre i klinikdrift?
– I 2007 etablerede min kone og jeg vores drømmeklinik i Skagen. Lige da vi havde afsluttet byggeprojektet, kom finanskrisen i 2008.

Vi havde smidt rigtig mange millioner i projektet, og pludselig havde banken travlt med at lukke det hele ned.

Med en gæld på 22 mio. kr. kan det mærkes, når renten hæves til det dobbelte. Det tvang os til at arbejde med ledelse, personaletræning, uddelegering og effektivisering.

Der manglede ikke kolleger, der kunne fortælle os, at vi ikke ville overleve året ud, men 12 år senere havde vi stadig en klinik, der if. revisoren var blandt de 10 % mest effektive i Danmark.

Det er blandt andet erfaringen fra alle de optimeringsprocesser, vi var igennem, som jeg bruger, når jeg rådgiver andre klinikker i dag. Man kan sige, det var det længste og dyreste kursus, jeg nogensinde har været på.

Men det har også haft den konsekvens, at jeg glemte mig selv fuldkommen, mens jeg praktiserede. Al fokus og energi blev lagt i klinikken. Det er formodentligt årsagen til, at jeg ikke kan arbejde som tandlæge mere.

Den situation vil jeg gerne spare mine kolleger for. Der er ingen grund til, at de skal begå de samme fejl, som jeg har begået gennem årene. Når jeg med min nuværende viden ved, hvordan det kan gøres meget, meget nemmere.

Hvad savner du ved at være tandlæge?
– Jeg savner at kunne se mine medarbejdere vokse til bedre udgaver af sig selv.

Jeg savner at komme ind og arbejde i den drømmeklinik, som jeg selv havde opbygget, og hjælpe andre mennesker med at nå deres drømme.

Men alt det kan jeg med sikkerhed få igen i min rådgivningsvirksomhed. Det har jo ikke noget at gøre med mit tandfaglige virke.

Det mest skræmmende er, at der ikke har været en eneste dag, hvor jeg har savnet at lave tænder.

Det er formodentlig, fordi jeg forbinder tandbehandling med noget ekstremt smertefuldt i arme, nakke og skuldre.

Det sidste år jeg lavede tænder, var jeg så presset af smerter, at jeg var ulidelig at være i nærheden af for min familie, venner og kolleger.

Da jeg stoppede, forsvandt smerterne, og jeg blev en bedre udgave af mig selv.

Hvem vil du sende stafetten videre til?
– Jeg vil gerne sende stafetten videre til Yana Lausten-Thomsen. Hun er født i Rusland, opvokset i Frankrig og har taget uddannelsen som tandlæge i Danmark. I flere år har hun arbejdet som selvstændig tandlæge i Frankrig og er nu tilbage som praktiserende tandlæge i Københavnsområdet.

Jeg vil gerne spørge Yana: Hvilken forskel har du oplevet ved at praktisere i udlandet sammenlignet med Danmark?
 

I Fagstafetten går vi tæt på en tandlæge med en helt særlig drive og passion for sit fag. Månedens tandlæge sender fagstafetten videre til en kollega, der har været en inspiration for ham eller hende.

ANNONCE