ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Dansk forskningsnyt:

Ingen sammenhæng mellem lavt indtag af grønt og mundtørhed

Ny dansk forskning viser overraskende, at der ikke er sammenhæng mellem xerostomi/hyposalivation og lavt indtag af frugt og grønt.

En kost med højt indhold af frugt, grønt, fisk og fuldkornsprodukter forbedrer dine chancer for et langt liv uden kognitive eller kardiovaskulære problemer; men desværre er der mange ældre, som af forskellige årsager får for lidt frugt og grønt. Da man ved, at mundtørhed/nedsat spytsekretion kan få folk til at ændre kostvaner, har forskere fra Odontologisk Institut (Københavns Universitet), Parker Instituttet (Frederiksberg Hospital) og Center for Ernæring og Rehabilitering (Professionshøjskolen Absalon) undersøgt, om xerostomi og hyposalivation hænger sammen med et lavt indtag af frugt og grønt blandt ældre over 65 år.

Der indgik i alt 621 hjemmeboende ældre (65-95 år) fra Østerbroundersøgelsen, som mentalt og fysisk var i stand til at gennemføre et interview og en klinisk undersøgelse. Interviewet fokuserede på almensygdomme, medicinforbrug, rygning, alkoholforbrug og xerostomi samt en grundig gennemgang af den seneste måneds kost. Den kliniske undersøgelse indebar en registrering af tænder og proteser samt måling af den ustimulerede og tyggestimulerede spytsekretionshastighed. Deltagerne indtog i gennemsnit 551 gram frugt og grønt om dagen, dvs. lige akkurat svarende til det anbefalede indtag på 550 gram for personer over 65 år. Imidlertid havde især de ældste ældre svært ved at nå op på 550 gram.

Overraskende viste det sig, at der ikke var nogen sammenhæng mellem xerostomi/hyposalivation og lavt indtag af frugt og grønt. Derimod kunne høj alder, rygning og helproteser forklare henholdsvis 25 %, 25 % og 29 % af variationen i indtaget af frugt og grønt. Forfatterne påpeger på den baggrund vigtigheden af at bevare et funktionelt naturligt tandsæt hele livet, og de anbefaler desuden, at ældre raske medborgere bør vejledes i at følge de officielle kostråd.

 

Kilde:

Pedersen AML, Dynesen AW, Heitmann BL. Older age, smoking, tooth loss and denture wearing but neither xerostomia nor salivary gland hypofunction are associated with low intakes of fruit and vegetables in older Danish adults. J Nutr Sci 2021;10:e47.https://doi.org/10.1017/jns.2021.38

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE