ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

HPV-vaccine beskytter måske også mod oral cancer

Dato: 14.06.2016

Vaccination mod human papillomavirus (HPV) blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 2009 med henblik på at reducere forekomsten af livmoderhalskræft, og Kræftens Bekæmpelse vurderer, at dette tiltag allerede har forebygget mindst 1.400 tilfælde af livmoderhalskræft og reddet ca. 280 liv.  Da HPV også er involveret i mange tilfælde af kræft i mundhule og svælg, kunne man forestille sig, at en tillægsgevinst til vaccinen kunne være en reduktion i disse kræftformer. En ny oversigtsartikel refererer to kliniske undersøgelser, som tyder på, at forekomsten af HPV-DNA i mundhulen er markant lavere blandt HPV-vaccinerede end i relevante kontrolgrupper. Endvidere citeres en canadisk cost-benefit-analyse, som konkluderer, at vaccinering af 12-årige drenge mod HPV kunne være en fornuftig strategi til forebyggelse af mund- og svælgcancer i Canada.

Kommentar ved afdelingslæge, ph.d. Pernille Lassen,
Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital:

– Man skal være opmærksom på, at det er forekomsten af HPV i det hele taget, altså tilstedeværelsen af HPV-DNA i mundhulen og ikke cancer, man har undersøgt i de studier, der refereres til. At vaccination ser ud til at reducere forekomsten af HPV-infektion i mundhulen, taler for, at man ved vaccination også reducerer risikoen for HPV-induceret kræft i mund og svælg, men der er fortsat ingen data, der har demonstreret faldende forekomst af netop denne kræfttype i vaccinerede populationer. Oversigtsartiklen fremhæver i øvrigt centrale problemstillinger i processen med at få genereret evidens for, at HPV-vaccination også beskytter mod HPV-induceret kræft i mund og svælg.

Takes RP, Wierzbicka M, D’Souza G et al. HPV vaccination to prevent oropharyngeal carcinoma:
What can be learned from anogenital vaccination programs? Oral Oncol 2015;51:1057-60.

 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE