ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Ny viden:

Fortyndet æblejuice har mindre erosivt potentiale - in vitro

Laboratorieforsøg viser, at fortynding af æblejuice har en virkning på dets erosive potentiale.

Schweiziske forskere har i et laboratorieforsøg undersøgt, om fortynding af sure frugtjuicer med vand kan ændre disse væskers erosive potentiale.

72 stykker bovin emalje blev inddelt i ni grupper a otte stk., som i 25 minutter blev udsat for appelsinjuice, æblejuice eller citronsyre i enten ufortyndet stand eller blandet op med postevand i forholdet 3:2 (60 %) eller 2:3 (40 %). Substanstabet (i μm) blev efterfølgende målt ved hjælp af profilometri. Forskerne anfører, at 25 minutter er lang eksponeringstid, men ikke urealistisk over tid for personer med højrisikoadfærd. Der blev ikke undersøgt yderligere fortyndinger, da smagsoplevelsen herved ville blive reduceret i uacceptabel grad.

Blandt de ufortyndede juicer var substanstabet størst ved æblejuice (5,7 ± 0,8) og mindst ved appelsinjuice (1,5 ± 0,5). Fortynding af æblejuice medførte en signifikant (P < 0,05) reduktion af substanstabet (60 %: 4,2 ± 0,7; 40 %: 3,1 ± 0,5), mens effekten var mindre udtalt ved appelsinjuice (60 %: 1,1 ± 0,3; p < 0,05; 40 %: 0,9 ± 0,6, P > 0,05).

Forfatterne konkluderer, at fortynding med postevand reducerede det erosive potentiale for æblejuice, mens der ikke var tilsvarende effekt af at fortynde appelsinjuice. De understreger dog, at der er tale om en laboratorieundersøgelse, og at resultaterne ikke direkte kan overføres til klinikken. Bl.a. er der ikke i forsøgsopstillingen taget højde for spyttets beskyttende og remineraliserende virkninger.

Kilde

Steiger-Ronay V, Stelz S, Steigmeier D et al. Change of erosive potential of apple and orange juice at different dilutions. Swiss Dent J 2020;130:12-17.

 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE