ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE

Endelig! Heunicke vil ændre reglerne for journaloverdragelse

Efter dialog med Tandlægeforeningen vil sundhedsministeren nu tage initiativ til at få tilbagerullet de udskældte regler om journaloverdragelse. Det erfarer Tandlægebladet.

Foto: Lars Bertelsen
Dato: 24.08.2022

– Der er ingen tvivl om, at dette er en stor sejr for Tandlægeforeningen, som skyldes et stort benarbejde i kulisserne. Men mest af alt er det en kæmpe sejr for landets tandlæger.

Det fastslår formanden for klinikejerne, Torben Schønwaldt, efter at sundhedsministeren netop har udtalt til Tandlægebladet, at han vil tage initiativ til at få tilbagerullet regler om journaloverdragelse. En udtalelse, som er en kulmination af en lang indsats fra Tandlægeforeningen, hvor foreningen har lagt pres på for at ændre de udskældte regler:

– Jeg vil ved førstkommende lejlighed afdække, om der er flertal for at ændre reglerne, så de svarer til de regler, jeg foreslog i 2021, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Tandlægebladet og fortsætter.

– Det er et ændringsforslag fremsat af blandt andre Dansk Folkeparti, der gør, at reglerne er, som de er i dag. Jeg har hele tiden ment det samme om sagen, og støttede derfor ikke ændringsforslaget dengang. Det gør jeg stadig ikke. Derfor er det da kun positivt, hvis Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative nu er blevet klogere og har trukket støtten til ændringsforslaget.

DF starter lavine
Tidligere på måneden trak DF støtten til den ændring af autorisationsloven, som partiet selv trumfede igennem sidste år med et flertal uden om regeringen. En kursændring, som skete efter en tæt dialog med Tandlægeforeningen.

Da Tandlægebladet kort efter forelagde DF's nye holdning overfor Venstre og Konservative, så vendte de to partier også på en tallerken og trak støtten til lovændringen.

Konservatives sundhedsordfører Per Larsen betegner lovarbejdet med ændringsforslaget som decideret ”sjusket” og ”nærmest en rodebutik”.

 – Lovforslaget blev solgt til os som en forbedring for patienterne, men det er en uskik at blande alle mulige ting sammen i et lovforslag, som det blev gjort her, så jeg er helt med på, at vi må have delen om journaloverdragelse ændret, da det virker bureaukratisk og uhensigtsmæssigt, understreger han overfor Tandlægebladet.

Hold øje med Tdlnet.dk for nyt om tilbagerulningen af loven. Indtil videre gælder loven fortsat.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE