ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Overenskomstaftale med HK Privat:

Det stemte vi

Hele 77 % klinikejerne stemte ja til overenskomstaftalen med HK Privat. Dermed er overenskomsten vedtaget, og en potentiel strejke er afblæst. Tandlægebladet har spurgt fire klinikejere, hvorfor de satte deres kryds, som de gjorde.  

Tekst: Mette Wallach

"Jeg stemte med fornuft og følelse"
 

Dorte Westergaard, Østermarie
Stemte nej både første og anden gang

– Jeg stemte nej, fordi jeg mener, at klinikassistenterne er flot lønnet allerede. Og efter flere års gradvise stigninger i udgifter og økonomisk nedgang på grund af corona virker lønstigninger derfor helt ude af trit med virkeligheden.

Derudover mener jeg, at fritvalgsordningen er noget, Fanden har skabt. Den kan give klinikassistenterne tre ekstra ferieuger oven i de seks uger, de har i forvejen.

Jeg kender flere tandlæger på små enkeltmandsklinikker, der arbejder alene i sommerferien, fordi klinikassistenten skal have så mange ferieuger. Det kan ikke være rigtigt.

Men jeg stemmer ikke kun med min fornuft, jeg stemmer også med mine følelser, og derfor stemmer jeg også nej, fordi HK i den grad har overtrådt mine grænser i denne tid.

Jeg har følt mig meget stødt over den stereotype måde, HK har fremstillet tandlæger i medierne, når de har påstået, at vi ikke har vist samfundssind, og det har rystet mig i min demokratiske grundvold, at HK har givet mange af mine kolleger mundkurv på ved at anmelde dem for organisationsfjendtlige ytringer.

Jeg mangler en aftale med en mere enkel lønordning og en offentlig undskyldning fra HK, før jeg kan stemme ja.

 

"Juster de personlige tillæg"
 

Michael Nørgaard, Svendborg
Stemte ja både første og anden gang

– Jeg stemte ja, fordi jeg ikke mener, at klinikkens svingende økonomi skal gå ud over klinikassistenterne.

De overordnede linjer i den nye overenskomst følger udviklingen på resten af det danske arbejdsmarked.

Det er en minimallønsoverenskomst, og en basisløn til en klinikassistent er ikke høj i sig selv. Det er os selv som klinikejere, der kan regulere klinikassistentens løn ved at justere de personlige tillæg, som man selv har forhandlet med den enkelte klinikassistent.

Jeg går ud fra, at man har sagt ja til et personligt tillæg, fordi det er lige præcis den medarbejder, som man gerne vil have.

Hvis man ikke længere synes, at vedkommende leverer varen, så må man enten afskedige eller justere tillæggene.

Men jeg mener, at man får, hvad man betaler for, og i disse tider er vi dybt afhængige af at have medarbejdere, der leverer varen og kan bidrage selvstændigt. Det skal også honoreres.

 

"Vi har ikke råd til en ny nedlukning"
 

Thomas Guldborg, Aarhus
Stemte nej første gang og ja anden gang

– Jeg stemte ja, fordi en ny nedlukning på grund af strejke blandt klinikassistenterne er det absolut sidste, vi har brug for.

Det har vi simpelthen ikke råd til, og vi vil intet få ud af det andet end at miste yderligere økonomi og anseelse.

Nu handler det om hver især at tilpasse os omkostninger og indtjening.

Jeg mener, at vi med det første nej fik sendt nogle vigtige signaler og satte tanker i gang hos os selv og hos HK.

Men som samlet stand er vi yderst afhængige af vores nøgleklinikassistenter, så jeg tvivler stærkt på, at vi lige nu er forberedt på at stå en lang strejke igennem med alt, hvad det ville indebære. Men det burde vi måske tage og blive.

 

"Opgør med HK's fortælling"
 

Betina Grønbæk, Helsingør
Stemte nej både første og anden gang

– Jeg stemte nej igen ligesom sidste gang.

Vi er nødt til at have et opgør med HK’s fortælling om, at klinikassistenterne er lavtlønnede, for det er de bestemt ikke. Mit nej dækker dermed over en helt urimelig lønstigning i en krisetid.

Og så føler jeg slet ikke, at HK har lyttet til os. Jeg føler ikke, at vi bliver taget alvorligt. Hvor blev den fælles forhandling af?

Hvis jeg skal stemme ja næste gang, så ønsker jeg en afvikling af fritvalgsordningen og af de personlige tillæg, og så foreslår jeg en ny 10-års skala med tydelig slutløn på dagens gennemsnit. Så fremstår faget attraktivt.

Jeg ønsker, at Tandlægeforeningen begynder at vise mere mod ved forhandlingen.

Jeg er ikke bange for en strejke, og ved professionel forhandling kan der sagtens rykkes på overenskomsten.

 

Sådan gjorde vi

De fire interviews er lavet før resultatet af afstemningen forelå. 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE