ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Risikobaseret tilsyn:

"Tandlægerne gør det rigtigt flot sammenlignet med andre"

Direktøren i Styrelsen for Patientsikkerhed giver tandlægerne topkarakter, efter at resultaterne af de seneste fem års risikobaserede tilsyn er kommet. Samtidig åbner hun for en fremtid med færre tilsyn baseret på tilfældige stikprøver og flere tilsyn på de klinikker, hvor der er en konkret bekymring for patientsikkerheden.

Tekst: Kim Andreasen

Tandlægerne gør det rigtigt flot og ligger i den gode ende sammenlignet med andre behandlingssteder. Meldingen er klar fra Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, ovenpå offentliggørelsen af en ny rapport med resultaterne af det risikobaserede sundhedsfaglige tilsyn 2017-2021. 

– Der bliver arbejdet hårdt med patientsikkerheden hos tandlægerne. Det er tydeligt for os – og man kan også se det på tallene – at sikkerheden står højt på dagsordenen hos tandlægerne og er en integreret del af deres daglige arbejde, siger Anette Lykke Petri. 

God dialog med klinikker 

Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget i alt 205 planlagte tilsyn på tandklinikker i perioden 2017-2021 – langt de fleste før COVID-19-pandemien ramte i marts 2020. Ni af tilsynene havnede i kategorierne ”større problemer” eller kritiske problemer” – det vil sige problemer med fx journalføring eller medicinhåndtering, som har direkte betydning for patientsikkerheden. Det giver en såkaldt træfprocent på 4. Træfprocenten er andelen af tilsyn inden for et tilsynsområde, som netop vurderes til at have større eller kritiske problemer, set i forhold til det samlede antal tilsyn inden for området. Til sammenligning er træfprocenten på bosteder 28 og 19 i hjemmeplejen.

– Vi har haft en god dialog med både de klinikker, som ikke har haft de store udfordringer, og med de klinikker, som har haft problemer. Her har været en stor vilje til at rette op. Fx fik en klinik et påbud om helt at indstille arbejdet. Men på bare en uge fik de løst problemerne og kunne igen behandle patienterne. Det er en proces, der andre steder i sundhedsvæsenet kan tage flere måneder, fortæller Anette Lykke Petri. 

Tandlægerne gør det godt 

Hos Tandlægeforeningen glæder formand Susanne Kleist sig over tandklinikkernes resultater fra den første periode med det risikobaserede tilsyn. 

– Nu har vi det sort på hvidt, at vi er gode og pligtopfyldende, og det bekræfter også, at tandlæger sætter en ære i at gøre tingene rigtigt, siger Susanne Kleist. 

De planlagte tilsyn fylder klart mest i det risikobaserede sundhedsfaglige tilsyn. Styrelsen foretager dog også reaktive tilsyn, hvor behandlingsstederne er udvalgt på baggrund af en konkret bekymring for patientsikkerheden. I perioden 2017- 2021 blev der i alt foretaget 24 reaktive tilsyn på tandklinikker. På 6 af dem var der større eller kritiske problemer. 

Vi ændrer os som branche, og derfor er det også logisk, at styrelsen ændrer sit fokus. Det vidner også om en styrelse, som følger med tiden og ved, hvad der rører sig

SUSANNE KLEIST, formand for Tandlægeforeningen

Mindre fokus på stikprøver 

Efter sommerferien skal de sundhedsfaglige tilsyn evalueres. Ifølge Anette Lykke Petri kan det betyde ændringer i den måde, styrelsen griber tilsynet an på. 

– Det kan være, at vi skal til at se på, om der i fremtiden skal være lidt færre tilsyn baseret på stikprøver, og flere af de reaktive tilsyn, der sker på baggrund af en konkret bekymring for patientsikkerheden på et behandlingssted. Også for at bruge ressourcerne til tilsyn så effektivt som muligt. Det er dog i sidste ende en politisk beslutning, siger hun.

Susanne Kleist roser styrelsen for at ville fokusere på de steder, hvor problemerne rent faktisk er. 

– Det giver ingen mening at undersøge de steder, hvor det kører. Vi skal have fat i steder, hvor der er problemer. Det er vi også som forening og branche bedst tjent med, siger hun. 

Ledelsens pligter 

Hvad angår specifikke målepunkter i tilsynet har Styrelsen for Patientsikkerhed planer om at begynde at fokusere mere på ledelsernes forpligtigelser på de store tandklinikker med mange ansatte tandlæger. 

– Af sundhedsloven fremgår det, at man som virksomhed, der driver en tandklinik, skal organisere sine behandlingssteder på en sådan måde, at tandlægerne er i stand til at varetage deres opgaver fagligt forsvarligt og overholde de pligter som følger af lovgivningen – fx journalføring. Vi vil gerne sikre os, at den overordnede ledelse af en klinik tager ansvaret i forhold til tilrettelæggelsen af arbejdet på sig, siger Anette Lykke Petri. 

Læring skal være nøgleordet 

Det tiltag kan Susanne Kleist også bakke op om. 

– Vi ændrer os som branche, og derfor er det også logisk, at styrelsen ændrer sit fokus. Det vidner også om en styrelse, som følger med tiden og ved, hvad der rører sig, siger hun. Formanden håber, at læring bliver nøgleordet, når det gælder det sundhedsfaglige tilsyn fremover. 

– Finder vi ud af, at vi gør nogle ting forkert eller bruger et forkert eller farligt produkt, er det afgørende, at den viden bliver spredt hurtigst muligt, så vi får rettet op, så det ikke rammer andre patienter, siger Susanne Kleist. 

I forlængelse af resultaterne fra det sundhedsfaglige risikobaserede tilsyn har Styrelsen for Patientsikkerhed også offentliggjort resultaterne fra en evaluering af tilsynene set fra behandlingsstedernes synspunkter ­ herunder også tandklinkker. Evalueringen viser, at der er udbredt tilfredshed med tilsynene på tandklinikkerne, og at man i meget høj grad er tilfredse med de tilsynsførendes attitude. Det fremgår også, at de fleste har fået læring ud af tilsynene. 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE