01.08.2013 |SAMFUND & ARBEJDSLIV,  Af Anders Klebak Send samfund & arbejdsliv til ... Udskriv samfund & arbejdsliv

Fuld af huller: Nye tilskud til kontanthjælpsmodtagere møder kritik

Måneders sagsbehandling, bureaukrati og alt for høj egenbetaling.
Ny lov om tilskud til kontanthjælpsmodtageres tandlægeregning bliver kaldt sympatisk, men uigennemtænkt.
Tandlægeforeningen efterlyser en evaluering af reglerne.

Man skal være tålmodig, hvis man er kontanthjælpsmodtager i København. Det har en 23-årig kvinde måttet sande. I marts gik hun til tandlægen med et par huller og utætte fyldninger. I dag venter hun stadig på at få grønt lys fra kommunen til at få ordnet sine tænder efter de nye regler, der giver hende ret til at få regningen betalt. Efter lang tid som kastebold mellem forskellige kontorer er hun havnet i køen med to måneders ventetid på en godkendelse. Og den 23-årige, som ønsker at være anonym, så længe hendes sag stadig behandles, er træt af ventetiden. 
– Det er virkelig frustrerende. Jeg går rundt og har ondt i tænderne. Hvis ikke jeg havde min stædighed, ville jeg måske have givet op, siger hun.
Siden januar har kontanthjælpsmodtagere kunnet få dækket en stor del af udgifterne til tandlægeregningen. Partierne bag finansloven øremærkede 180 mio. kr. og lavede en ny paragraf til formålet. Men selv om intentionerne bag loven bliver kaldt sympatiske, møder reglerne også kritik for ikke at være tænkt ordentligt igennem, inden de blev lanceret. Det skulle gå hurtigt og give kontanthjælpsmodtagerne nem adgang til behandling hos tandlægen, men især i landets største kommune vækker lange sagsbehandlingstider og krav om behandlingsoverslag kritik fra tandlægerne.
Lone Springhorn, der har føromtalte kontanthjælpsmodtager som patient, undrer sig over det forløb, hun har været vidne til. Hun burde for længst være i gang med behandlingen, mener hun. Men fordi kommunen har bedt om behandlingsoverslag og i øvrigt skal godkende, at patienten er berettiget til støtte, trækker sagen ud.
– Meningen var, at det skulle være nemmere. Nu går der flere måneder, før det bliver godkendt, og så kan behandlingsplanen skride. Min patient går rundt med huller, som ikke bliver mindre med tiden, siger hun.
I Vanløse ser klinikejer Arno Poulsen tilsvarende problemer. Bl.a. kontanthjælpsmodtagere, som giver op, når de møder kommunens krav til dokumentation og ventetid.
– Loven er god, fordi den kan hjælpe de mennesker til en bedre tandsundhed. Men det er et stort problem, at der skal så meget administration indover, som gør det svært for både os, kommunen og især kontanthjælpsmodtagerne, siger han.
Han møder patienter, som ikke har tålmodighed eller overskud til at gå i gang med en længere ansøgningsprocedure. Derfor sætter han ofte behandlinger i gang uden at vente på kommunens afgørelse.
– Så må jeg tage den på min egen regning, hvis det ikke kan godkendes. Når der står patienter og klager over smerter, har de ikke tid til at vente et par måneder på at få papirerne i orden først. Så skal det løses nu, siger han.
Og det sker, at en patient aldrig får fulgt op med en ansøgning, og dermed ender Arno Poulsen med sorteper i form af en ubetalt regning.


Foto:Gitte Skov
Chefjurist: Sagsbehandlingen er for lang
I Københavns Kommune medgiver chefjurist for Henrik Høgh, at proceduren kan virke besværlig. Men han holder fast i, at det er nødvendigt.
– Hvis kontanthjælpsmodtagere vælger behandlinger fra på grund af sagsbehandlingstid og dokumentationskrav, er det naturligvis uhensigtsmæssigt, men det er ikke kommunens erfaring, siger han.
Selv om de nye regler garanterer adgang til behandling uden forhåndsgodkendelse, hvis beløbet er under 10.000 kr., er der flere ting, kommunen skal tage højde for, som kræver et godkendelsesforløb, siger han. Bl.a. tjekker kommunen, om en ansøger tidligere har modtaget støtte til tandbehandling, borgeren skal dokumentere en egenbetaling, og behandlingsoverslaget skal vise, at der er tale om tandlægefagligt begrundede behandlinger og ikke fx kosmetiske.
Samtidig peger Henrik Høgh på, at loven ikke tager højde for, at kommunerne er forpligtet til at informere borgerne om deres mulighed for at søge støtte til dækning af egenbetalingen efter en anden regel – den gamle paragraf 82. Hvis en borger siger ja til det, skal kommunen have et behandlingsoverslag fra tandlægen, fordi paragraffen kun giver mulighed for at få dækket på forhånd godkendte ”uopsættelige behandlinger”, forklarer han.
– Jeg har ikke et fuldstændigt overblik, men det er min vurdering, at de fleste ønsker at få dækket egenbetalingen også, siger han.
I flere andre kommuner har tandlæger rapporteret om samme problemer med krav om behandlingsoverslag. Men meget tyder på, at de fleste kommuner nu er begyndt at udstyre borgerne med en erklæring til tandlægen om, at de hører under reglerne, så behandlingen kan gå i gang med det samme uden behandlingsoverslag og forhåndsgodkendelser.
Henrik Høgh ønsker ikke at kommentere på andre kommuners sagsbehandling, men forklarer sagsbehandlingstiden i København med, at kommunen får mange ansøgninger om tilskud. Han forventer, at kommunen på sigt vil kunne skære et par uger af sagsbehandlingen ved at øge bemandingen.
– Sagsbehandlingstiden er for lang i øjeblikket. Men nu har vi afsat flere ressourcer, så vi kan få ventetiden bragt ned, siger han.
Han understreger samtidig, at hvis en tandlæge går i gang med en behandling uden forhåndsgodkendelse, vil kommunen stadig dække regningen, hvis behandlingen efterfølgende kan godkendes, og patienten hører til målgruppen.

”De har ikke 3-4.000 kr.”
Formanden for Københavns Tandlægeforening, Peter Østergaard, kan nikke genkendende til beskrivelsen af kontanthjælpsmodtagere, der giver op, når de møder bureaukratiet. Han har klinik i Københavns Nordvestkvarter og er i kontakt med mange patienter på kontanthjælp. Han ryster også på hovedet over det bureaukrati, der er fulgt med de nye regler.
– Der ligger gode intentioner bag, men loven er ikke tænkt ordentligt igennem, siger han.
Samtidig peger Peter Østergaard på, at egenbetalingen er et problem. For patienter under 25 år er egenbetalingen på 600 kr. Men så snart man runder 25 år, stiger den til 800 kr. plus 35 % af den resterende regning. Det betyder, at en kontanthjælpsmodtager kan betale op mod 4.000 kr. for en behandling. Et helt urealistisk beløb at forlange, lyder det fra Peter Østergaard.
– For de fleste er 3-4.000 kr. mange penge. Men her er der tale om folk, der ikke har en krone i forvejen. De kan ikke lige finde et par tusinde kroner til at få ordnet deres tænder, bare fordi de er fyldt 25 år, siger han.
Det synspunkt møder opbakning fra overtandlæge i voksentandplejen i Københavns Kommune, Børge Hede. Det er hans afdeling, der skal gennemgå behandlingsoverslagene:
– Vi bander lige så meget over denne lov, som tandlægerne gør. Alene kravet om egenbetaling giver meget administrativt bøvl. Det ville være langt nemmere, hvis man bare havde sagt, at de første 10.000 kr. bare er der, siger han.

Evaluering mangler
Formand for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, peger på et tredje problem. Der mangler en opsøgende indsats i forhold til målgruppen.
– Hele idéen med at give tilskud til denne målgruppe er jo, at det er folk, som ikke bruger tandlægen i forvejen. Men man kan godt være bekymret for, om budskabet når frem til kontanthjælpsmodtagere og de øvrige grupper, som er omfattet af reglerne. Der er ingen forpligtelse for kommunerne til at få fat i folk og fortælle om mulighederne, siger han.  
Tandlægebladet har talt med flere tandlæger, som bekræfter, at de får meget få henvendelser fra kontanthjælpsmodtagere, selv om loven har været i funktion i over et halvt år.
– Man kan ikke forvente, at kontanthjælpsmodtagerne af sig selv kender reglerne. Og det er heller ikke muligt for en tandlæge at vide, om den patient, der sidder i stolen, er på kontanthjælp. Det spørger vi af gode grunde ikke til, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.
Han håber på, at den nye lov bliver fulgt op af en evaluering.
– Vi bør have et overblik over, hvordan pengene bliver brugt, og om kontanthjælpsmodtagerne får den tandpleje, som de har krav på, siger han.


Huller i den nye lov

  • For høj egenbetaling. Kontanthjælpsmodtagere, som er fyldt 25 år, skal selv betale 800 kr. samt 35 % af den resterende regning. Et alt for højt beløb for en kontanthjælpsmodtager, lyder det fra flere kanter. 
  • Lange ventetider i landets største kommune. Kontanthjælpsmodtagere i København kan – stik imod lovens intentioner – først komme til behandling efter en godkendelsesproces, der tager to måneder.
  • Usikre erklæringer. Selv om patienten får en erklæring fra kommunen om at være omfattet af paragraf 82 a, er det selve behandlingstidspunktet, der er gældende. Det betyder, at hvis patienten i løbet af godkendelsesprocessen eller behandlingen fx får job eller starter uddannelse, er han ikke længere omfattet af reglerne og skal betale den fulde regning.
  • Tilfældigheder spiller ind. Der er ikke afsat penge til en systematisk opsøgende indsats i forhold til kontanthjælpsmodtagerne. En gruppe, som tandlægerne i forvejen ikke har meget kontakt med. Tandlægeforeningen tvivler derfor på, om man når ud til målgruppen, når det er tilfældigt, hvem der får kendskab til de nye tilskud.
  • Evaluering mangler. Om de 180 mio. kr., regeringen har afsat til formålet, bliver brugt eller rammer målgruppen, er uvist. Der er ingen planer om en evaluering.


180 mio. til kontanthjælpsmodtagernes tænder

  • I januar trådte en ny regel i socialloven i kraft. Paragraf 82 a giver  kontanthjælpsmodtagere tilskud til tandbehandlinger.
  • Der er afsat 180 mio. kr. til formålet, som er fordelt til kommunerne efter indbyggertal.
  • Borgere under 25 år har en egenbetaling på 600 kr., mens borgere over 25 år skal betale 800 kr. samt 35 % af den resterende regning.
  • Behandlinger under 10.000 kr. kan sættes i gang uden forhåndsgodkendelse, ifølge loven. Koster behandlingen over 10.000 kr., skal tandlægen lave behandlingsoverslag, som skal godkendes af kommunen.

Læs mere om reglerne på Tdlnet.dk


» Det er virkelig frustrerende. Jeg går rundt
og har ondt i tænderne. Hvis ikke jeg havde
min stædighed, ville jeg måske have givet op

23-ÅRIG KONTANTHJÆLPSMODTAGER I KØBENHAVN


» Vi bør have et overblik over, hvordan pengene bliver brugt, og om kontanthjælpsmodtagerne får den tandpleje, som de har krav på
FREDDIE SLOTH-LISBJERG, FORMAND FOR TANDLÆGEFORENINGEN


» De kan ikke lige finde et par tusinde
kroner til at få ordnet deres tænder, bare
fordi de er fyldt 25 år

PETER ØSTERGAARD, TANDLÆGE I KØBENHAVN OG FORMAND FOR KØBENHAVNS TANDLÆGEFORENING



Udskriv samfund & arbejdsliv
Send samfund & arbejdsliv til ...

Din kommentar

"Fuld af huller: Nye tilskud til kontanthjælpsmodtagere møder kritik" af Anders Klebak

Har du lyst til at kommentere denne artikel, så skriv her.

Navn:
E-mail:
Kommentar: 

Spamsikring: Indtast det sidste bogstav i ordet ”Gingivitis”
  

Søger du noget bestemt?

Find det du leder efter med et søgeord og en kategori.

Mest læste bladartikler

30.6.14|Bladartikel|SAMFUND & ARBEJDSLIV

Se mig, hør mig

7.4.14|Bladartikel|SAMFUND & ARBEJDSLIV

"Man får ikke kørekort ved at sidde på passagersædet

30.6.14|Bladartikel|SERVICESIDER

Mindeord

Tandlægebladets videoarkiv

Du kan se alle de videoer, Tandlægebladet har produceret, i Tandlægebladets videoarkiv på Vimeo.