24.02.2010 |SAMFUND & ARBEJDSLIV,  Af Tina Vester Jensen, konsulent, Tandlægeforeningen Send samfund & arbejdsliv til ... Udskriv samfund & arbejdsliv

Vejledning om brug af medhjælp er kommet

Tandlægen har et ansvar, når hun uddelegerer en opgave til klinikassistenten. Men klinikassistenten har også et ansvar for at sige fra, hvis hun ikke mener, hun er i stand til at udføre den. Sundhedsstyrelsen har udsendt en vejledning, der udstikker rammerne for, hvordan autorisationsloven fra 2007 skal udmøntes i praksis.

Hovedreglen i forbindelse med uddelegering af arbejdsopgaver er, at den autoriserede sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed både i forhold til udvælgelse af personen, instruktionen af personen og i forbindelse med tilsyn med personen, som opgaven er delegeret til.
Foto:Winnie Brodam
Hovedreglen i forbindelse med uddelegering af arbejdsopgaver er, at den autoriserede sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed både i forhold til udvælgelse af personen, instruktionen af personen og i forbindelse med tilsyn med personen, som opgaven er delegeret til.
I 2007 trådte en ny autorisationslov i kraft, som giver tandlæger og andre sundhedspersoner lov til at uddelegere en hvilken som helst arbejdsopgave til personalet – når blot det gøres med »omhu og samvittighedsfuldhed«.

Nu har Sundhedsstyrelsen udarbejdet den tilhørende vejledning, som skal skabe klare rammer for, hvordan loven skal fortolkes i praksis. Af vejledningen fremgår både de krav, som stilles til den, der uddelegerer opgaven, og den, som får delegeret en opgave.

Vejledningen skal understøtte autorisationslovens formål om at skabe større fleksibilitet i forhold til, at flere skal kunne håndtere de samme opgaver inden for sundhedsvæsenet, samtidig med at patientsikkerheden tilgodeses.

Krav om »omhu og samvittighedsfuldhed« 
Hovedreglen i forbindelse med uddelegering af arbejdsopgaver er, at den autoriserede sundhedsperson – fx tandlægen eller tandplejeren – skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed både i forhold til udvælgelse af personen, instruktionen af personen og i forbindelse med tilsyn med personen, som opgaven er delegeret til.
Tandlægen kan kun uddelegere inden for sit forbeholdte virksomhedsområde, og tandplejeren inden for sit.

Når tandlægen uddelegerer en opgave, skal hun eksplicit gøre opmærksom på det, hvis videredelegering ikke må ske. Videredelegering må med andre ord altid foregå, medmindre andet er eksplicit påpeget. 

Hvem har ansvaret for en uddelegeret opgave?
Har en medhjælp – fx en tandplejer – fået delegeret en opgave af tandlægen, som ligger uden for tandplejerens virksomhedsområde, er tandplejeren ansvarlig for at udføre opgaven efter instruksen. Skriv instruksen ned, da det i givet fald er lettere at kunne dokumentere ansvaret.

Tandplejeren skal frasige sig opgaven, hvis vedkommende ikke mener at kunne udføre opgaven forsvarligt.

Hvis tandplejeren følger den givne instruktion, vil ansvaret for udførelsen af opgaven være tandlægens.

Hvis tandplejeren ikke følger den givne instruktion, vil den pågældende selv have ansvaret for opgavens udførelse.

De samme krav om ansvar er også gældende ved videredelegering både for den person, der videredelegerer opgaven, og den, der påtager sig at udføre opgaven.

Hvordan informeres patienten?
Forventer patienten, at en opgave udføres af en autoriseret sundhedsperson selv, fx ved et kompliceret operativt indgreb, og opgaven udføres af en medhjælp, skal den autoriserede sundhedsperson informere patienten forud for indgrebet, at dette udføres på delegering. Patienten skal have dette med i sine overvejelser, inden vedkommende samtykker til behandlingen.

Dette kan eksempelvis være gældende ved rodbehandlinger, kroner, broer, store fyldninger, tandregulering og operationer, hvor patienten forventer, at det er tandlægen, der udfører behandlingen.

Dialogen med patienten skal naturligvis journalføres, hvilket vil være god dokumentation, hvis der senere opstår tvivl om oplysninger til patienten.

Der er flere måder generelt at oplyse patienten om, hvilke medarbejdergrupper der er på klinikken, fx ved at bære skilt med navn og titel, ved et opslag i venteværelset eller ved at præsentere sig med navn og titel, første gang patienten møder en person på klinikken.

På sundhed.dk orienteres endvidere om, hvilke opgaver der udføres af hvem på private klinikker under Tandlægeoverenskomsten. Det vil dog ikke være nok, at orienteringen kun sker på sundhed.dk.

Hvilke opgaver kan ikke delegeres?
Der findes opgaver, som ifølge den nye vejledning ikke kan uddelegeres. Det drejer sig om udskrivning af recepter og erklæringer til offentligt brug – fx politisager kan ikke delegeres.

Tandlægen kan godt bede fx klinikassistenten skrive recepten, men tandlægen skal altid være afsender.


Hvornår er der tale om uddelegering?
Autoriserede sundhedspersoner, der har ret til at drive en nærmere defineret form for virksomhed, fx tandlæger, tandplejere, kliniske tandteknikere og læger, kan anvende medhjælp ved udførelse af den definerede virksomhed.

Der er ikke tale om at uddelegere, hvis en tandlæge oplærer eller superviserer en anden tandlæge i at udføre en opgave, som ligger inden for vedkommendes autorisation.


Udskriv samfund & arbejdsliv
Send samfund & arbejdsliv til ...

Din kommentar

"Vejledning om brug af medhjælp er kommet" af Tina Vester Jensen, konsulent, Tandlægeforeningen

Har du lyst til at kommentere denne artikel, så skriv her.

Navn:
E-mail:
Kommentar: 
  

Afstemning

Bliver de kommunalt ansatte klemt i kravet om efteruddannelse?

Søger du noget bestemt ?

Find det du leder efter med et søgeord og en kategori.